Special Saloon   03/10/13

Et hyggeligt afslutningsløb
Det blev helt emotionelt, da Frederik Mortensen deltog i Sunoco SSC-klassen ved DM-finaleweekenden på FDM Jyllandsringen med sin Renault Sport Clio III. Det var nemlig sidste gang, nordsjællænderen kørte racerløb med sit eget team.

- Efter en hård og meget lærerig sæson i JTCC Clio Cup i Sverige har vi erkendt, at uden mange års erfaring med motorsport, kan man kun nå til et vist niveau i sporten, siger Frederik, som trods den selvtildelte status som amatør, sluttede i toppen af feltet ved flere lejligheder.

- Min far har været teamchef, chefmekaniker, kok og altmuligmand siden jeg startede i gokart for snart mange år siden, og det har været enormt hyggeligt og givet os et uvurderligt sammenhold. Vi har været helt enige om, at vi nu har nået et niveau, hvor der skal mere erfaring og viden til for at jeg kan fortsætte min vej mod en professionel karriere.


Frederik kørte sit sidste løb med Lamotek Racing på Jyllandsringen
(Foto: Gripping Media)

Teamet tog derfor en sidste løbsweekend for at nyde kammeratskabet og oplevelserne på banen, og selvom Frederik ikke havde store vinderchancer i klassen for tunede og potente racerbiler, var det en god oplevelse for Fredensborg-køreren:

- Det er lidt anderledes at sætte sig op til at køre racerløb når man ved fra start af, at man ikke har en chance for at vinde noget som helst. Men det var faktisk ret morsomt at ligge og kæmpe med gamle DTC-biler, Ferrarier og hårdtpumpede BMW'er, og jeg fik da lavet et par overhalinger undervejs…

Løbet symboliserede altså enden på Lamotek Racing, og selvom det var en anderledes og lidt vemodig nedpakning af teamets telt søndag eftermiddag, ser både Frederik og far Lars frem til næste år, hvor der er mere tid til andre ting.

- Det er ikke bare sådan lige at have et racerteam. Lastbilen skal fungere, der skal købes ind til weekenden, og bilen skal være i absolut super stand for at jeg kan køre med om sejrene. Der er ingen tvivl om at der bliver mere tid til at fokusere på at jeg skal forbedre mig som racerkører, og jeg glæder mig til at prøve at arbejde med et helt professionelt team.


Det var en speciel oplevelse for Frederik at deltage i Sunoco SSC-klassen
(Foto: Gripping Media)

Hvilket team og i hvilken løbsserie, det professionelle team skal findes, vides endnu ikke. Det står dog klart at Frederik ikke umiddelbart søger hjem mod de danske racerbaner igen:

- Jeg syntes at det var hyggeligt at se de gamle rødder igen, men mine ambitioner ligger udenfor Danmarks grænser. Vi skal til England og teste en sportsvogn senere på efteråret, og så håber jeg at vi kan skabe et økonomisk fundament for at fortsætte på et endnu højere niveau end JTCC Clio Cup næste år.


Thumbs up! Frederik Mortensen håber på at fortsætte karrieren i et professionelt, europæisk team i 2014
(Foto: Gripping Media)

Frederik Mortensen - www.frederikmortensen.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  • Jyllandsringen
  • 29/09/13 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde