Grand Am GT Class   27/09/13

Magnussen hasteindkaldt af bilgigant
Kampen spidser til i den amerikanske Grand-Am Rolex Series. Og med udsigten til at vinde konstruktørernes mesterskab har General Motors og Chevrolet indsat en ekstra bil i finaleløbet denne weekend — og bedt Jan Magnussen og Antonio Garcia om at køre den.

"Vi har simpelthen fået til opgave at stjæle point fra konkurrenterne," fortæller Jan Magnussen om det pludselige job.

Magnussen og Garcia stiller op for Stevenson Motorsports, som er er en legende i amerikansk GT-racing. Teamet deltager i Grand-Am Rolex Series med en Chevrolet Camaro GT.R, og det er en bil magen til dén, som Magnussen og hans spanske teamkollega skal føre gennem det to timer og 45 minutter lange og afgørende løb på Lime Rock Park i Connectitut på lørdag den 28. september.

Stevenson Motorsports' faste kørere, Robin Lidell og John Edwards, ligger i øjeblikket 11 point efter de førende i mesterskabet, så det er bestemt ikke nogen nem opgave, der venter forude, vurderer Jan Magnussen.

"Der er flere ting, som skal lykkes, for at mesterskabet er hjemme. Dels skal Robin og John vinde løbet, men samtidig er der nogle konkurrenter, som helst ikke skal have for mange point. Det er hér, Antonio og mig kommer ind i billedet," forklarer Jan Magnussen.

Stevenson-teamet har imidlertid gode erfaringer med Lime Rock. Robin Liddell og John Edwards, har hver især vundet to løb på den blot 2,4 kilometer lange racerbane, og i 2011 hjalp Jan Magnussen teamet med at hente en sejr hjem på Lime Rock.

"Det er en ære at få lov til at hjælp General Motors med at vinde et så vigtigt mesterskab som Grand-Am. Stevenson Motorsports er et stærkt og erfarent team, som har kørt mange GT-sejre hjem, og jeg er ikke tvivl om, at Robin og John er temmelig opsatte på at dominere løbet. Det skal nok blive sjovt," lyder det fra Jan Magnussen.

"Vi skal sørge for at komme godt fra start og placere os forrest i feltet, men stadig holde os udenfor problemer. Jo flere point, vi kan score, jo færre er der til Stevensons konkurrenter. Det er en ret enkel strategi, men vi skal nu nok få vores sag for, for der flere teams, der har chance for at vinde mesterskabet," forklarer Jan Magnussen.

General Motors kan faktisk se frem til hele to mesterskaber i weekenden, da klassen for prototyper domineres af en Chevrolet Corvette Daytona Prototype med 32 points føring, i øvrigt kørt af den unge amerikaner Jordan Taylor, som de seneste to år har været tredjekører i Magnussens Corvette på Le Mans.

Ved at deltage i sæsonens allersidste løb i både American Le Mans Series og Grand-Am er Jan Magnussen i øvrigt med til at markere en historisk afslutning på to legendariske racerserier. ALMS og Grand-Am fusionerer nemlig i 2014 i det nye United SportsCar Championship, som debuterer til 24-timers-løbet på Daytona Speedway i januar.

Tidsplan for International Sportscar Weekend Grand-Am Rolex Series GT Class

Fredag den 27. september
11.55 (17.55 dansk tid) — Træning #1
14.25 (20.25 dansk tid) — Træning #2

Lørdag den 28. september
09.00 (15.00 dansk tid) — Kvalifikation
13.35 (19.35 dansk tid) — RACE (2 timer, 45 minutter)

Danske fans kan følge Magnussen og Garcia live på Grand-Am-seriens eget website: www.grand-am.com

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde