1600 Challenge   11/09/13

Total omvæltning efter Padborg
Det blev en weekend med store omvæltninger i toppen af Yokohama 1600 Challenge mesterskabet, da Padborg Park lå asfalt til Padborg Super Prix.

Dennis Bannergård havde taget føringen i det generelle DIF Danmarksmesterskab ved Grand Prix Danmark, med Steffen Petersen, Nicolai Nielsen og Morten Jespersen indenfor 16 point. Henrik Sørensen førte an i Oldboysmesterskabet foran Michael Scharstein og Jesper Bendsen. Karsten Olsen havde en forholdsvis stor føring i Rookiemesterskabet på hele 18 point, foran Nicolai Nielsen og Nicki E. Kristensen.

Den 5. afdeling af mesterskabet blev en meget intens søndag, da træning, kvalifikation og begge løb skulle afvikles i løbet af 6 timer!

Lørdag og natten til søndag havde det regnet meget, men banen var tørret helt op, da de 22 kørere trillede på banen. Eller det vil sige 21, da Jesper Bendsen ikke deltog i træningen. Michael Blom var uheldig at blive ramt af elektriske problemer i Peugeot 106 GTI’eren allerede efter 3 omgange, og måtte parkere i rabatten, inden at han kunne få bilen ind i pitten. Jens Jensen fik et lidt mere dramatisk exit, da han endte i sandkassen på vej ud på langsiden. Heldigvis for ham, var der ikke skader på andet end selvtilliden. Nicolai Nielsen lå hurtigt ud med bedste tid foran Steffen Petersen, Morten Jespersen og Nicki E. Kristensen.


Den lille blå VW Lupo GTI med Nicolai Nielsen bag rattet viste sig endnu engang meget hurtig – her foran Tue Nielsen, Morten Jespersen, Morten Christensen, Steffen Petersen og Dennis Bannergård
(Foto: Denner Photo)

Godt en time senere kørte alle 22 biler på banen, og startede jagten på de bedste startplaceringer. Tue Nielsen satte bedste tid allerede på 3. omgang, men Nicolai Nielsen var ikke sen til at svare igen og snuppe Pole Position 0,4 sekunder foran førnævnte, med Morten Jespersen og Steffen Petersen på de efterfølgende pladser. Klassens nye kører, Peter Lindgaard Jensen, som pt fører Rallycross Super1600 DM, var hurtig til at omstille sig til ren asfaltkørsel, og satte 18. bedste tid.


Rudi Larsen undgik sandkassen under kvalifikationen – men det var ikke mere end lige…
(Foto: Denner Photo)

Søndag eftermiddag 14.20 var det tid til løb 1. Nicolai Nielsen skød afsted fra front, og ingen af de andre kørere skulle få muligheden for at overhale ham. Anderledes så det ud bagved, hvor Tue Nielsen og Morten Jespersen havde en tæt kamp omkring 2. pladsen indtil Tue måtte slippe, men kunne holde 3. pladsen i mål til trods for en revnet bremseskive. Der var tæt kamp omkring Morten Christensen, Henrik Sørensen Nicki E. Kristensen, som krydsede målstregen med mindre end 1 sekund mellem de 3 biler i nævnte rækkefølge. Jimmy Bob Søgaard Jensen var uheldig at få problemer med koblingen under løbet, efter at motoren havde lukket olie ud over den i kvalifikationen. Det blev samtidig afslutningen på weekenden for køreren fra Nakskov, da problemet ikke kunne blive løst forud for løb 2.

Kampen i Rookiemesterskabet var spredt meget ud gennem feltet, med Nicolai Nielsen på generel P1 foran Nicki E. Kristensen på P7 og Karsten Olsen P8 med Jonas Lynge P10.


Tæt kamp på 1. omgang mellem bl.a. Nicki. E. Kristensen, Jonas Lynge, Michael Scharstein og Kasper Nybo
(Foto: Denner Photo)

Henrik Sørensen tog sejren i Oldboysmesterskabet foran Michael Scharstein, Rudi Larsen, Søren H. Lauridsen og Jesper Bendsen. Denne kamp var dog spredt ud mellem P6, P9, P13 og P16. Bendsen var dog uheldig at få gearkasseproblemer, så han tabte flere placeringer over løbets sidste omgange, og slet ikke kom til start i heat 2.

Heat 2 startede mindre end 60 minutter efter målflaget var faldet i første heat, så der var travlhed for alle holdene mellem de 2 løb. Især da det begyndte at smådryppe over banen kort før bilerne skulle kører på banen. Få kørere valgte at skifte til regnvejrsdæk, men det var ikke noget der skulle give udslag i hverken positiv eller negativ retning.


Peter Lindgaard Nielsen havde lånt Søren Lyck’s VW Polo GTI, og havde pænt med fart på i løbet af weekenden, hvor han slog flere af de erfarende kørere
(Foto: Denner Photo)

Karsten Olsen lå ud fra Pole Position, men Nicki E. Kristensen var hurtig til at komme forbi allerede på 1. omgang. Herefter stod den på 13 omgange med mange tætte dyster i top 3. Morten Christensen nåede blandt andet at ligge i føring i 4 omgange, inden Morten Jespersen snuppede føringen. Midt i heatet begyndte regnen at falde lidt hårdere, og omgangstiderne faldt omgående. Morten Jespersen kunne dog drage nytte af hans erfaring med løsere underlag fra Rallycross tiden, og trak et godt forspring til Nicolai Nielsen, som havde fået kæmpet sig op til 2. pladsen, som dog kravlede helt tilbage til 0,5 sekunder da de krydsede målstregen, mens Steffen Petersen tog sig af den sidste podieplads. Jonas Lynge var uheldig at gearkassen brød sammen på sidste omgang i sidste sving. Uheldigvis løb der lidt olie ud fra den, som han først selv skred ud på, hvorefter Kasper Nybo ramte oliestriben og sluttede løbet få centimetre fra Jonas i sandkassen – dog uden at bilerne rørte hinanden.

Det var ikke kun forrest i feltet at der var hård kamp om pladserne. Kampen om 12. pladsen stod mellem Michael Blom, Søren H. Lauridsen, Brian Jakobsen og Jens Jensen, som dystede kofanger mod kofanger, med adskillige positionsskift til følge i næsten alle løbets 13. omgange. Flot, tæt kamp uden buler til følge. Noget som i øvrigt gjorde sig gældende for hele de store felt.


Michael Blom var faktisk så nygift, som man kunne være. Han blev gift mellem DEC løbet lørdag og Yokohama 1600 Challenge løbet søndag med Karina Bøje. Dåserne var dog fjernet inden han kørte på banen!
(Foto: Denner Photo)

Michael Scharstein og Henrik Sørensen dystede hele heatet igennem om sejren i Oldboysmesterskabet, som endte med Scharstein som sejrsherre. Rudi Larsen tog sig endnu engang af 3. pladsen, mens Søren H. Lauridsen kørte 4. pladsen hjem.

Resultatet af kampen i Rookiemesterskabet, blev en gentagelse af heat 1, med Nicolai Nielsen foran Nicki E. Kristensen, Karsten Olsen og Jonas Lynge på de efterfølgende pladser.


Endelig lykkedes det Morten Jespersen at tage hans første asfaltbanesejr efter utallige sejre på Rallycross banerne gennem årene.
(Foto: Denner Photo)

Hvis vi kaster et blik på pointstillingen, er der blevet vendt godt og grundigt op og ned på den. Nicolai Nielsen generobrede føringen i det generelle mesterskab, men ligger kun 6 point foran Morten Jespersen, som med flot og stabil kørsel hele weekenden avancerede fra 4. til 2. pladsen. Steffen Petersen ligger yderligere 8 point bagefter, mens den tidligere mesterskabsførende Dennis Bannergård rykkede helt ned på 4. pladsen, efter kun at have scoret 11 point hele weekenden. Bannergård havde fortsat problemer med manglende motorkraft. Problemer som startede til Grand Prix Danmark, fortsatte her, og endte ud i totalt motorstop i slutningen af heat 2. Han har nu 31 point op til Nicolai Nielsen, men der er stadig optil 118 point at kæmpe om, så intet er afgjort endnu.


Dennis Bannergårds mekanikere arbejder virkelig på sagen! De triste miner er fuldt forståelige, og forhåbentlig finder de en løsning på problemerne inden næste løbsweekend
(Foto: Denner Photo)

Den førende i Oldboysmesterskabet, Henrik Sørensen, indtager den generelle 5. plads foran 2’eren Michael Scharstein. Jesper Bendsen indtager stadig 3. pladsen, men bliver nu åndet i nakken af både Søren H. Lauridsen og Rudi Larsen.

Karsten Olsen bibeholdt både hans føring i Rookiemesterskabet samt hans generelle 7. plads i DIF Danmarksmesterskabet, mens Nicolai Nielsen indtager 2. pladsen 10 point bagude. Nicki E. Kristensen ligger på 3. pladsen, mens Jonas Lynge tabte lidt terræn, men stadig holdt 4. pladsen.


Leif Juhl kæmpede med manglende vejgreb i Renault Clio’en hele weekenden. Så meget, at han snakker om at skifte tilbage til hans Toyota Corolla til næste løb.
(Foto: Denner Photo)

Yokohama 1600 Challenge er på banen igen 28.-29. september på FDM Jyllandsringen.

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 08/09/13 - Padborg Park - 1600 Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde