DTC   09/09/13

Dennis Lind skriver dansk motorsportshistorie med endnu en DTC dobbeltsejr
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet unge danske racertalent 20-årige Dennis Lind fra Roskilde skrev søndag dansk motorsportshistorie på Padborg Park i Sønderjylland, da han ved femte afdeling af Auto-G DTC mesterskabet tog en dobbeltsejr og dermed blev den første racerkører i mesterskabets historie, der lavede den flotte bedrift to afdelinger i træk, efter han ved sidste afdeling på Jyllandsringen for 14 dage siden også gav baghjul til tidligere Formel 1 kører Jan Magnussen og Le Mans vinderne John Nielsen og Casper Elgaard.


(Foto: Jan Kaiser)

Ved løbet på Padborg Park, hvor 14 biler stillede til start, startede Dennis Lind fra Pole Position i sin rød/sorte Camaro fra Team DMD, i øvrigt Dennis tredje Pole Position i træk. Dennis åbnede hurtigt et hul til de efterfølgende i første løb, men en safetycar bragte John Nielsen op bag ham og de to lå tæt de sidste omgange, men Dennis modstod presset og kørte sejren hjem foran John Nielsen og Casper Elgaard.


(Foto: Jan Kaiser)

Grundet reglen om, at der byttes rundt på top otte, startede Dennis andet løb fra ottende startposition. Regnen begyndte så småt at falde, da løbet blev startet, men alle startede på tørvejrsdæk. Dennis leverede en fantastisk første omgang på det glatte underlag og lå på femtepladsen, da de passerede målstregen første gang. Herfra jagtede Dennis den førende norske mester Marius Nakken, Anders Fjordbach, Michael Outzen og John Nielsen. En efter en kom han forbi de forankørende, men særligt overhalingen af John Nielsen vakte opsigt. John Nilesen kom i klemme ved en duel med Outzen og Dennis udnyttede chancen. De to lå side om side gennem et par sving, men Dennis holdt sig flot på ydersiden og fik gennemført den flotte overhaling. Kun tre omgange før mål passerede han nordmanden på den efterhånden meget våde bane og kunne køre sejr nummer to i hus, den fjerde i træk og sæsonens femte sejr.


(Foto: Jan Kaiser)

”Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på det hele lige nu” sagde Dennis Lind efterfølgende. ”Jeg er super glad. Selvfølgelig håber man på, at man kan tage to sejre, men jeg ved også hvor svært det er. Så at have gjort det to afdelinger i træk og være den første der gør det, gør mig meget, meget glad. Løb et troede jeg, at jeg havde under kontrol, men så kom der safetycar og John Nielsen kom tæt på og var oppe og puffe en enkelt gang, men den holdt hjem. Andet løb var rigtig svært, grundet den våde bane. Jeg var flere gange helt på grænsen og da jeg gik forbi Fjordbach var det med en sen nedbremsning og jeg tror, at alle fire hjul låste, men jeg holdt den lige nøjagtigt på banen. Det er en fantastisk følelse igen at tage to pokaler og jeg må takke alle gutterne i mit team for altid at give mig en rigtig god racerbil”.


(Foto: Jan Kaiser)

I næste weekend køres sjette afdeling af Auto-G DTC i Norge i forbindelse med Nordens vel nok største motorsportsbegivenhed på Rudskogen.

Team DMD

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Padborg Park
  • 08/09/13 - Padborg Park - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde