Formel 1   08/09/13

I det mindste var det hurtigt overstået
Overlegen sejr til Vettel på Monza
I Red Bulls pit virkede de lettet efter dagens sejr på Monza. Ikke fordi der havde været en højdramatisk kamp om sejren, men fordi bilen faktisk havde haft en del problemer - og måske ikke kunne holde. Men det kunne den, og på trods af problmer, så vandt den. Dermed også en illustration af hvorfor VM er afgjort - selv med problemer er Red Bull bare bedre end de andre.

Det er ikke meget man kan fortælle om løbet på Monza. Vettel havde pole, startede, førte og vandt. Massa lavede en god start og rykkede ind på 2. pladsen, som han overlod til en hurtigere Alonso. Senere, under pitstoppene, mistede han 3. pladsen til Webber. Det var så top 4!

Vergne udgik med ild i motoren, di Resta legede radiobiler på første omgang og fandt at det med at køre med tre hjul var sjovere i børnehaven end i Formel 1. Så farvel til de to. Hülkenberg, der havde kvalificeret sig godt, hagede sig fast i top 5 og sluttede på 5. pladsen - god udnyttelse af kvalifikationen. På 6. pladsen kom Nico Rosberg, der ikke havde nogen storslået dag.

Ricciardo fejrede sin Red Bull kontrakt med en 7. plads, foran Grosjean der kørte et fint løb, angreb de rigtige steder, forsvarede sig fornuftigt og ikke lavede dumme ting. På sidste omgang var han ved at miste pladsen til Hamilton, der vistnok lavede løbets bedste præstation. Han kom nogenlunde fra start, lå godt med blandt de første, da han blev tvunget til et ekstra stop, fordi han havde en langsom punktering. Den sendte ham langt ned, men han overhalede sig vej gennem feltet og kom forbi Sutil, Raikkonen, Perez, Button - og egentlig også Grosjean, men han nåede ikke at sætte farten ned og måtte krydse gennem chikanen og dermed i følge reglerne, levere placeringen tilbage.

På 10. pladsen kom Button der heller ikke havde nogen særlig sindsoprivende dag på kontoret. Hans nærmeste konkurrent var i meget af løbet Perez, og også her var det i pitten at overhalingen skete. Perez sluttede på 12 pladsen, da også Raikkonen på et tidspunkt smuttede forbi ham. Den tidligere finske mester legede ligesom di Resta radiobil på første omgang og brugte Perez som bremseklods ved indkørslen til første chikane. Så allerede på første omgang måtte han en tur i pit, og selvom han havde fart på resten af løbet, var det bare ikke nok.

I VM fører Vettel nu med 53 point foran Alonso. Det kan blive et langt efterår!

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Monza
  • 08/09/13 - Monza - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde