1600 Challenge   01/09/13

En weekend i saunaen
Der var bogstavlig talt skruet op for varmen, da Jens Jensen deltog i Grand Prix Danmark i Yokohama 1600 Challenge klassen.
FDM Jyllandsringen lå som sædvanlig bane til årets mest prestigefulde løb, Grand Prix Danmark.

Bilen var blevet serviceret af teamet i sommerferien, så gearkasseproblemer der havde drillet på Padborg Park, var derfor blevet løst. Fredag eftermiddag skulle træningen køres. Den lille blå Peugeot 106 Rallye med nummer 86 på siden med Jens bag rattet, fandt hurtigt tilbage i rytmen. Der var utrolig lidt greb i banen, men teamet gik ud fra at det var en kombination af de høje temperaturer samt brugte dæk, som gjorde at bilen lavede masser af hjulspin. Noget der imidlertid gav lidt rynker i panden var at bilen havde tendens til at overophede allerede efter få omgange. Køreren havde derfor kun 2-3 flyvende omgange, inden at han måtte køle motoren ned, og kunne starte på 2 nye. Det endda selvom varmeapparatet var skruet op på fuldt blus. Det blev til 16. bedste tid ud af de 23 kørere som var ude at træne. Men alt i alt en ok start på weekenden.


(Foto: Denner Photo)

Lørdag morgen var det tid til kvalifikationen. Temperaturerne var meget lavere, og samtidig valgte teamet at sætte nye dæk på bilen. Tiderne var også markant bedre - faktisk over 1 sekund hurtigere. Konkurrenterne havde også øget hastigheden, og havde tilsyneladende fundet endnu mere greb i banen, så det rakte til 15. bedste tid.

"Jeg var ikke helt tilfreds efter kvalifikationen," udtalte Jens.
"Vi havde nøjagtig samme setup på bilen som til Juniløbet, og endda sat nye dæk på - og så kører vi kun ca 0,2 sekund hurtigere. Mine svinghastigheder var meget højere end dengang, men jeg kunne bare ikke få bilen med ud af svingene - og så mister man en masse tid..."

Lørdag eftermiddag var det tid til heat 1. Jens fik en god start og avancerede 2 pladser ned mod første sving. Den ene måtte han dog afgive igen på vej ud af sving 2. Herefter fik han sig hægtet på kampen om 9.-11. pladsen og fulgte rigtig godt med - indtil temperaturmålen kom op i det røde felt igen. Varmeapparatet måtte endnu engang på fuld blus. Heldigvis var der stor afstand ned til 13. pladsen, så han kunne stille og roligt køle bilen igen, inden at han måtte presse lidt hårdere på den sidste omgang, for at holde bagfrakommende kørere bag sig. Det hele blev dog lidt mere spændende da løbsledelsen lavede lille en fejl, og gav en lille bonusomgang inden at det ternede flag kom ud. Så det gav lidt ekstra sved på panden hos teamet og ikke mindst køreren. Men 9 gode point på kontoen i mesterskabet.


(Foto: Denner Photo)

Efter løbet gik teamet igang med endnu engang at undersøge køleproblemerne, og fik luftet ud og hældt nyt kølemiddel på, så problemer forhåbentlig skulle være væk søndag.

Søndag kl. 14.25 trillede det 24 bils store felt på banen til heat 2.

Det lykkedes at holde placeringen rundt på første omgang, men måtte herefter opgive placeringen, og falde ned på 13. pladsen. På 9. omgang startede en duel omkring 12.-13. pladsen, som dog endte med at Jens blev presset en lille smule ud i banen, og bilen på 14. pladsen derved også smuttede forbi. Heldigvis for Jensen Racing udgik en af de forankørende, så han kunne køre krydse målstregen i 13. position.

Den bedste weekend hidtil i Yokohama 1600 Challenge var derved i hus. Køleproblemerne så også ud til at være blevet løst, så det var en forholdsvis tilfreds kører efter løbet.

"Det gik ok ude på banen," sagde køreren.
"Der måtte dog gang i varmeapparatet endnu engang, men i det mindste kunne jeg presse på alle 12 omgange, og ikke slække på hastigheden som tidligere i weekenden. Jeg ærger mig dog lidt over, at jeg ikke kunne holde det der skulle vise sig at blive 11. pladsen, men på den anden side set fik jeg en uskadt bil med hjem, som ellers kunne have set helt anderledes ud, hvis jeg havde holdt på under den overhaling."

Det blev til i alt 17 gode point på kontoen, og et avancement til 14. pladsen i det samlede DIF Danmarksmesterskab.

Næste gang at teamet er i aktion er på Padborg Park 7.-8. september, når 5. afdeling af Yokohama 1600 Challenge skal køres.

Jensen Racing
JJ Media


Læs mere om:
  • Jens Jensen
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - 1600 Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk