Special Saloon   28/08/13

Sunoco SSC underholdt til GP Danmark
I weekenden den 23. – 25. august blev det traditionsrige Grand Prix afholdt på Jyllandsringen. Sunoco SSC feltet blev en af weekendens helt store oplevelser. SSC kørte sammen med den Norske GT klasse og samlet kunne der mønstres over 60 biler, så feltet måtte derfor deles i 2 grupper.

SS2 og SS3 divisionerne kørte således sammen med de Norske GT3 og GT4 biler, og selvom mange kaldte det de små biler, så blev der i den grad kørt race. SS2 havde besøg af Michael Carlsen i hans velkendte hvide og blå Peugeot 407, og med 1 anden plads og 2 første pladser i de 3 heat må man sige, at han gav de faste kører konkurrence. Kun Martin Vedel Mortensen formåede at holde Carlsen bag sig i heat 1. I heat 2 kom Både Carlsen og Hans Hartmann rigtig godt fra start, og ret hurtigt stabiliserede heatet sig med de 2 i front og Martin Vedel Mortensen på en solid tredje plads. ”Jeg skulle prøve nogle nye dæk af på forhjulene, og det kostede ca. 1 sekund per omgang, så jeg kunne ikke helt følge med de andre” fortalte Martin efter heatet. Hvor der således ikke var den store kamp mellem de 3 forreste i heatet, så blev der udkæmpet et særdeles flot og 100 % fair slag mellem Bjarne Mortensen og Christian Vejby om fjerdepladsen. Efter heatet virkede det næsten som om, at fighten havde været vigtigere end det faktum, at det lykkedes Christian at tage 4. pladsen. Også i heat 3 fik publikum en herlig fight, her dog om andenpladsen. Hans Hartmann måtte finde den defensive kørsel frem for at holde Martin Vedel Mortensen bag sig, og da Christian Vejby de sidste 3 omgang kom op til de 2 blev det til rigtig flot og tæt kørsel. Da jeg spurgte Hans til den defensive kørsel, fortalte han med et smil, at det var noget han havde lært af James Thomsen. Om ikke andet så blev det i hvert tilfælde bevist at defensiv kørsel ikke behøves være kedelig.


Publikum fik en flot fight mellem Bjarne Mortensen og Christian Vejby
(Foto: Keld O. Dohm)

I SS3 divisionen var Michael Klostermann total dominerende og han tog maximum point i alle heat, og kunne dermed hale en del ind på Tor Brynjelsen i den samlede stilling. Bjørn Tvedt fra Norge tog sig af samtlige anden pladser, og han er dermed på en samlet anden plads i SS3. På trods af at han kun scorede 10 point, så fører Tor Brynjelsen stadig SS3 divisionen, men både Bjørn Tvedt og Michael Klostermann haler kraftigt ind.

I S-GT4 divisionen blev Christian Siepmann weekendens store vinder. Christian tog en anden plads i heat 1 kun overgået af Ronnie Bremer, og han vandt heat 2 og 3 med god margin ned til de næste. Pointhøsten betød samtidig, at Christian Siepmann overhalede Martin Vedel Mortensen i kampen om det samlede SSC mesterskab, og han fører nu med 336 point foran Martin’s 327. På de 2 næste pladser i S-GT4 kom 2 yderligheder i Sunoco SSC. Klassen grand old man Johannes Graversen fik således weekendens andenplads, foran klassens junior, den kun 16 årige Mikkel O. Pedersen. Alderen og erfaringen er ikke den eneste forskel på de 2, også deres biler ligger i hver sin ende af spektret. Hvor Johannes kører i en 35 år gammel håndbygget Fiat, så kører Mikkel i en relativ ny Porsche GT3 Cup racer. Netop denne variation er en af de ting der gør SSC til en fantastisk spændende klasse.


Christian Siepmann har bragt sig i spidsen for det samlede SSC mester skab
(Foto: Keld O. Dohm)

I S-P5 divisionen havde mange set frem til endelig at få en duel mellem Christer Gislerud og Claus Christensen, og alt tydede da også at det skulle blive sådan. Claus havde i forbindelse med test kørt særdeles hurtigt, og planen var at det skulle omsættes til at give Christer baghjul. Til heat 1 måtte Claus starte på en uvant 27. plads, da gearskiftet svigtede i tidtagningen, og da gearskiftet kun virkede periodisk i heat 1, kunne man noget uvant se en Claus Christensen cykle op og ned igennem feltet, og ende på en 2. plads i heatet. Værre gik det dog for Christer Gislerud, der allerede i første sving blev indblandet i et sammenstød og knækkede det ene forhjulsophæng, og derfor ikke kunne køre videre. Frederik Holm havde haft problemer med at få sin egen Renault Megane Trophy V6 klar til weekenden, og endte derfor med at køre i Jørgen Hansens, der er næsten magen til. Frederik Holm havde en rigtig flot weekend, og vandt heat 1, og endte på en samlet anden plads for weekenden. Humøret var ikke godt hos Christer Gislerud, men når man kører i SSC er der altid hjælp at hente ved kollegaer, og når det er umuligt at skaffe færdige reservedele, tja, så spørger man bare Johannes Graversen, som i løbet af lørdag aften fik fremstillet den manglende del hjemme i værkstedet, og vupti, Christer var klar til kamp søndag morgen. I heat 2 viste Claus Christensen sig særdeles suveræn, han førte fra start til mål, og nåede at kører en omgang på 1:07,325, hvilket er over 2 sekunder hurtigere end weekendens hurtigste DTC omgang. Christer startede bagerst og kørte sig op igennem feltet, men på 10. omgang var det slut. ”Det er enten gearkassen eller differentialet den er gal med” fortalte Christer efter løbet, og dermed kom Christer ikke ud at køre til dagens sidste heat. Feltets anden Aquila, som køres af Dennis Holbæk Pedesen havde fundet melodien til heat 3, og selvom Claus endnu engang var urørlig i front, så kørte Dennis en flot andenplads hjem.


Dennis Holbæk fik et flot heat 3, og det store publikum fik noget godt race..
(Foto: Keld O. Dohm)

Traditionen tro blev weekenden afsluttet med præmieoverrækkelse i Sunoco SSC teltet, og der blev delt mange pokaler ud. Som en del af samarbejdet med Sunoco, køres der i hver af de 4 SSC divisioner en Sunoco SSC Fuel Cup, hvor der er pengepræmier til de 3 bedste af dem der kører på Sunoco’s benzin.


Vinderne af SS2 divisionen, nr 1: Michael Carlsen, nr 2: Martin Vedel Mortensen, nr. 3: Christian Vejby.
(Foto: Keld O. Dohm)

Næste gang Sunoco SSC skal ud og køre bliver på Ring Djursland den 14.-15. september, og det kommer ikke til at gå stille af.

SUNOCO SSC, www.specialsalooncar.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk