Legends Car Cup   27/08/13

Kevin Verner Jensen triumferede på FDM Jyllandsringen
Legends Car CupDen unge racerkører var hurtigst og tog dobbeltsejr ved GP Danmark
Danmarks sjoveste racerklasse – OK Legend Car Cuppen – var med på programmet ved det årlige GP Danmark på FDM Jyllandsringen, og klassen for de små femottendedels racerbiler i amerikanerstil henrykkede det store publikum med løb, der både bød på godt race, men også dramatik.

Weekendens store triumfator på racerbanen ved Silkeborg var Kevin Verner Jensen, Silkeborg, som på den racerbane, hvor hans far tilbage i firserne og halvfemserne kørte mange løb, præsterede at sætte hurtigste tid i den pointgivende tidtagning og vinde af to af de tre løb, som blev afviklet. Resultaterne betød, at Kevin Verner Jensen avancerede fra femte- til fjerdepladsen i pointstillingen, hvor han tillige kom tættere på trioen i toppen af tabellen, som havde et noget blandet GP Danmark.

Hver især måtte Kenneth Jensen, Langå, Jesper Egebart, Børkop, og Frederik Nymark, Hadsten, nemlig notere sig for en nulscore.


Kevin Verner Jensen var bedste kører i OK Legend Car Cuppen ved GP Danmark på FDM Jyllandsringen
(Foto: Morten Alstrup)

I weekendens første løb var Kenneth Jensen og Jesper Egebart på vej op gennem feltet, da de begge gik til angreb på en konkurrent. Kenneth Jensen valgte ydersporet, og her endte den forsvarende mester i OK Legend Car Cuppen med at blive taberen, da han røg af banen og sad fast i sandkassen. Her havnede Frederik Nymark og Jesper Egebart også. De havde kørt sig frem til de to forreste pladser i første løb, men i det andet var det dem, som måtte bide i det sure æble og udgå.

Disse episoder påvirkede også mesterskabstabellen. Inden GP Danmark havde Kenneth Jensen og Jesper Egebart stået á point, men nu er Jesper Egebart alene i front med et forspring på 20 point til Kenneth Jensen, mens Frederik Nymark med en sejr fik reduceret afstanden til Kenneth Jensen fra 61 til 44 point.

Blandt oldboyskørerne i OK Legend Car Cuppen ændrede GP Danmark markant på positionerne i den interne konkurrence. Den førende oldboyskører Brian Steen, Trustrup, rykkede således fra første- til tredjepladsen i tabellen, da Lars Mogensen, Silkeborg, i såvel tidtagningen som to af de tre løb var bedste mand over 40 år og dermed gik i front for tabellen. Anders Eriksen, Hadsten, holdt derimod fast i sin sammenlagte andenplads, da han blev noteret for sin første oldboyssejr.

OK Legend Car Cup-kørerne genoptager kampen om mesterskabet om to uger på Padborg Park, hvor der er dobbeltprogram med to tællende afdelinger.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Legends Car Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk