DM Rally   23/08/13

Frank Nielsen får større konkurrence
Rallykøreren fra Odder bliver ekstra udfordret i det kommende Sydhavsrally. Frank Nielsen og hans co-driver Per Brodersen fra Lem genoptager efter en lang sommerpause kampen om Danmarksmesterskabet i rally.

Det sker, når de den 31. august deltager i Suzuki Sydhavsrallyet, der er det fjerde af årets seks DM-afdelinger. Men holdet har ikke ligget på den lade side hen over sommeren.

”Vi ødelagde vores motor til det forrige DM-løb, så der er gået en hel del tid på at få bygget en ny,” siger rallykøreren fra Odder. ”På grund af ferien varede det lidt, inden vi fik de rigtige stumper frem fra Citroën-fabrikken i Frankrig, men nu er den klar.”

Frank Nielsen og Per Brodersen fik en stærk start på sæsonen, da de scorede maksimumpoint ved årets første løb – det snedækkede ADAC Wikinger Rallye. Det gav dem en føring i 2WD-divisionen, men den føring forsvandt ved det seneste løb. Og ved det kommende løb får de flere nye konkurrenter. Dels i 2WD-divisionen, dels i deres klasse, hvor Kim Madsen stiller op med en fabriksbygget Peugeot.


Frank Nielsen og Per Brodersen er klar til at genoptage kampen om Danmarksmesterskabet i rally.
(Foto: FN Rally)

”Jeg tror, at det bliver spændende, og at Kim vil køre stærkt, men det vil alle de andre også,” vurderer Frank Nielsen. ”Jeg fik jo klø af hans storebror i Fårvang, da han kørte i bilen, så bilen kan godt. Jeg tror, at Kim kører næsten lige så stærkt som sin storebror. Han har gjort det rimeligt godt i sin gamle bil, så mon ikke han bliver en skarp konkurrent resten af sæsonen? Det virker også til, at Klaus Hammer vil vinde. Under alle omstændigheder er det rart, at der kommer flere biler i R2-klassen.”

Suzuki Sydhavsrally bliver afviklet på Lolland, men der er ikke sluppet mange detaljer ud om det kommende DM-rally. Først dagen inden selve løbsstarten løftes sløret for hastighedsprøverne.

”Jeg er meget spændt på, hvor vi skal køre,” siger Frank Nielsen. ”Hvis vi skal køre prøver, som de plejer at være, når klubben på Lolland-Falster arrangerer løb, så er de rimelige, selv om de ikke har været så udfordrende. Jeg håber ikke, at vi skal op og køre på begrænseren hele tiden. Så er dem, som har en hurtig bil, hurtigt væk.”

FN Rally


Læs mere om:
  • Frank Nielsen
  • Nykøbing F
  • 31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk