Porsche Carrera Cup Germany   21/08/13

Nicki Thiim: ”Kampen om mesterskabet er blevet hårdere”
Weekenden på danskerens yndlingsbane endte med en andenplads om lørdagen og en fjerdeplads om søndagen – igen vigtige point til mesterskabet der nu er halvvejs til ende.


(Foto: Natascha Theisen)

Med en startplacering som nummer tre til løbet både lørdag og søndag, havde Nicki Thiim igen godt udgangspunkt i forhold til at samle point og fortsat være med i kampen om mesterskabet. Nicki Thiim var selv meget tilfreds med resultat af kvalifikationen: "Det er altid rart at være her på Nürburgring. Mit hold har været godt forberedt. Vi er i en god position, og vil helt sikkert få et godt resultat med herfra og dermed score vigtige point”, fortalte han.


(Foto: Natascha Theisen)

Det tiende løb i 2013 sæsonen startede i varmt og solrigt vejr lørdag eftermiddag. Nicki Thiim fik allerede i starten af løbet erobret andenpladsen. Den unge dansker startede dette løb på brugte dæk, da et nyt sæt blev gemt til søndagsløbet, så mod slutningen skulle Nicki Thiim kæmpe hårdt for at holde på sin andenplads. Thiim var derfor meget tilfreds med sin podieplacering.


(Foto: Natascha Theisen)

Det andet løb startede allerede søndag morgen. Slaget om top tre positionerne blev indledt allerede i første sving. Omgang efter omgang forsøgte Nicki Thiim at passere landsmanden Michael Christensen, der lå nummer to. Denne duel kostede desværre Thiim værdifuld tid, hvilket betød at holdkammeraten Kevin Estre var i stand til at lukke hullet op til Nicki Thiim. Lige før slutningen af løbet fik det hele en lidt uheldig udgang for danskeren efter en duel og et lille sammenstød med holdkammeraten der resulterede i et placeringsskifte der sendte danskeren uden for podiet.


(Foto: Natascha Theisen)

"Weekenden var meget god for mig. Jeg har indsamlet vigtige point til mesterskabet. Under løbet i dag havde jeg problemer med dækkene mod slutningen, og det var derfor svært at forsvare min placering. Selvfølgelig er sådan en kollision med holdkammerat ikke befordrende, og da slet ikke for teamet. Men vi vil alle være mestre, så der bliver gået til den selvom vi deler garage. Jeg er helt sikker på at næste løb bliver lige så spændende og interessant!", fortalte Nicki Thiims som konklusion efter løbsweekenden på yndlingsbanen.


(Foto: Natascha Theisen)

Allerede i den kommende weekend skal den unge dansker køre igen når næste runde i Porsche Mobil 1 Supercup skal køres på Spa-Francorchamps som supportklasse til Formel 1. Og blot 14 dage senere vil Nicki Thiim debutere i World Endurance Championship i Sao Paulo. Her vil han starte sammen med Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard i en Aston Martin Vantage. Næste gang Porsche Carrera Cup kører i Tyskland er den trettende og fjortende september på Oschersleben.

Kilde: Natascha Theisen

Michael Nygaard Pedersen


Læs mere om:
  • Nicki Thiim
  • Nürburgring
  • 18/08/13 - Nürburgring - Porsche Carrera Cup Germany

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde