Special Saloon   11/06/13

Sunoco SSC i flot nordisk fight
Rudskogen Motorcenter i Norge må absolut betegnes som en af de flotteste baner i norden. Banen er 3254 m lang, meget kuperet, og har en fantastiks kombination af højhastighedskurver, snævre sving, og en langside, hvor der opnås hastigheder på over 250 km/t for de hurtigste biler. Banerekorden er sat af en Red Bull F1 racer i 2012, og ligger lige på 1:10,020.

På sådan en bane kan der kun blive godt race, og det blev der!

Allerede i fredagens træning, stod det klart for flere af de danske deltagere, at det er en bane der kræver tilvænning, og da fredagen bød på fri træning fra middag, var der mange der udnyttede tiden til at lære banen at kende.

SSC feltet blev i weekenden delt i 3, således at SS2 kørte sammen med de Norske GT-4 og GT-4B biler (Nordisk gruppe 4 og 5), SS3 kørte sammen med de Norske GT3 biler (Nordisk gruppe 3), og SP5 of S-GT4 kørte sammen med de Norske GT1 og GT2 (Nordisk gruppe 1 og 2). Med henholdsvis 28 og 35 biler var SS2 og SP5/S_GT4 klart de største felter.

I tidtagningen viste Christer Gislerud sig helt som ventet ganske suveræn blandt SP5 og S-GT4 bilerne med en tid på 1:23.645, og på andenpladsen med en tid på 1:27.610 kom Christian Siepmann. Dermed har Siepmann pole både i S-GT4 og i Nordisk Cup gruppe 2. Desværre fik vi ikke Claus Christensen på banen til tidtagningen. Motoren i hans Aquila er bygget om til 6,3 l, men desværre har den drillet med ikke at ville holde olietryk, og desværre blev det så slemt at Claus kun kom ud at køre ganske lidt om fredagen.


Claus Christensen kom kun ud og køre træning om fredagen i Norge
(Foto: Keld Dohm)

I SS3 måtte Michael Klostermann desværre melde fra i sidste øjeblik, så der var kun Norske Tor Brynjelsen og Bjørn Tvedt, der deltog som gæstekører i SS3, til at forsvare de danske farver i denne klasse. Bjørn viste sig som den klart hurtigste af de 2.

I SS2, der svarer til Nordisk gruppe 4 var der 6 danske deltagere ud af de 28 startende i tidtagningen, og Martin Vedel Mortensen og Hans Hartmann var så stærke at de satte sig på de 2 hurtigste tider. Det må betegnes som specielt flot at Martin formår at tage pole med en tid på 1:32.763, da Martin først ankom til banen sent fredag, og dermed i modsætning til de andre kun havde warmup lørdag morgen til at lære banen at kende. Da jeg spurgte Martin hvordan han bar sig med det kunststykke var svaret ganske enkelt ”Jamen jeg gav den bare noget gas”.


Med stort set ingen erfaring med banen lykkedes det Martin at sætte hurtigste tid foran Hans Hartmann i tidtagningen
(Foto: Keld Dohm)

I heatene i SS2/Nordisk Gruppe 4 viste Martin og Hans at de to var i en klasse for sig. De var ca 3 sekunder hurtigere end de nærmeste konkurrenter per omgang. Heat 1 blev vundet af Hans Hartmann, mens heat 2 og 3 blev vundet af Martin. I det hele taget var danskerne suveræne i denne klasse, hvilket bl.a. kunne se af at startposition 1 – 5 i heat 3 var besat af danske biler. Kun Christian Vejby måtte tage til takke med at starte midt i feltet, men det skyldes primært at motoren i hans BMW ganske enkelt er så slidt at den ikke trak som den skulle. Samlet betød det, at resultatet for SS2 og Nordisk gruppe 4 var helt identiske, nemlig førsteplads til Martin Vedel Mortensen, andenplads til Hans Hartmann, og en tredjeplads til Bjarne Mortensen.

I SP5/Nordisk gruppe 1 var Christer Gislerud også ca. 3 sekunder hurtigere end de nærmeste konkurrenter, og han tog da også sejren i samtlige 3 heat. I SP5 og Nordisk gruppe 1 løb Christer Gislerud således med sejren foran Andreas Kjærgaard. SP5’erne kørte ammen med SGT4/Nordisk gruppe 2 og her vandt Christian Siepmann weekenden med 2 heatsejre og en 4. plads. Jørgen Hansen fik anden pladsen i den danske S-GT4, men måtte nøjes med tredje pladsen i Nordisk gruppe 2 slået af Norske Rune Ydstebø i en Corvette.

I SS3/Nordisk gruppe 3 måtte Tor Brynjelsen se sig slået af Bjørn Tvedt i alle 3 heat, så selvom han ikke kom på podiet i den Nordiske Cup, så fik han med en andenplads i SS3 sat lidt point ind på kontoen. Bjørn Tvedt fik anden pladsen i den Nordisk CUP.

For fotografen var Rudskogen et meget spændende bekendtskab, og det kom der lidt gode billeder ud af. Der vil ganske snart blive uploaded flere billeder som kan ses på www.specialsalooncar.dk


(Foto: Keld Dohm)

Weekendens fighterpokal blev tildelt Steffen Gislerud og hele team Gislerud. Begrundelse var den helt utrolig store hjælpsomhed som teamet altid udviser, noget mange kollegaer i klassen har nydt godt af.

Alt i alt en flot weekend i Norge, og nu ser vi frem mod den 29. – 30. juni hvor næste løb i SSC køres på Padborg Park.

SUNOCO SSC
www.specialsalooncar.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Rudskogen Motorsenter
  • 09/06/13 - Rudskogen Motorsenter - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk