Formel 1   05/06/13

Formel 1 på ø-lejr
Optakt til Det Canadiske Grand Prix
Efter Monaco skal bilerne nu ud af byen og tilbage på banen. Canadas årlig ø-lejr står for døren og de ubesvarede spørgsmål er mange. Og Formel 2013 er i al fald ikke forudsigeligt og kedeligt - og det er løbene i Canada også sjældent, så der er basis for en fornuftig søndag aften.

Banen i Montreal har efterhånden været en fast del af Formel 1 i mange mange år. Med få undtagelser har der været kørt på banen siden 1978, hvor lokalhelten Gilles Villeneuve vandt sin første sejr. Og i modsætning til så mange andre baner er der sket meget lidt med lay-outet på Ille de Notre Dame - måske fordi banen mere eller mindre følger øen rundt - der er ikke de store muligheder for forandringer - og heller ikke de store grunde. Banen er god som den er.

Den største forandring der er sket på banen var da man byggede en ny pit og opløbsstrækning - tidligere var målstregen placeret lige efter hårnålen i bunden af banen - og det var i 1988! Ellers har forandringer været minimale. Så der er noget godt og trygt og genkendeligt ved Montreal. Og med sin beliggenhed i St. Lawrence floden, ligger den også ganske smukt!

Og så er der alle spørgsmålene? For det første er der dækkene, som der har været rigtig meget snak om. Pirelli lovede på et tidspunkt opdateringer af dækkene, for imødekomme beklagelserne, specielt fra Red Bull. De kommer da også, men i første omgang kun i fredagstræningen. Så meget for den ballon. FIA var hurtigt ude at sige at ændringer af dæk skulle begrundes i sikkerhed, så ændringer bliver under alle omstændigheder ret begrænsede. Bossen Bernie har også været ude med en melding om dæk - den gik på at det ikke er noget nyt at en kører skal passe på sin bil, en gang var det motor og mekaniske dele, der kunne gå i stykker, nu var det dækkene. Og hvis der ikke var noget man skulle passe på når man kørte, blev F1 kedeligt. Et anfald af klarsyn fra den aldrende hr. Ecclestone!

Så er der Mercedes spørgsmålet. Efter en masse poles og endelig en sejr, hvordan klarer de sig så, når de kommer tilbage til en rigtig racerbane. Rosberg vandt en fantastisk flot sejr, men ellers har racerens præstationer været mildt sagt svingende. Så hvordan går det for dem nu? Og hvad med Hamilton - han startede fornemt, men har på det seneste fået baghjul af Rosberg. Hvordan klarer han sig i modgang. Uanset hvordan det ellers har været, har han altid været den hurtige i sit team - og det er ikke helt så tydeligt mere!

Hvad så med Red Bull - kan de andet end at klynke over dæk? Ja - I Monaco kunne de da snuppe to podieplaceringer - og kan de mere nu hvor det igen er en racerbane og ikke bykørsel? Vettel virker i ligeså god form og ligeså motiveret som altid, mens Webber ikke helt har virket skarp nok i år. Snakken om et exit fra teamet vil nok tage til, hvis forandringerne udebliver.

Lotus havde ikke nogen god weekend i Monaco. Grosjean faldt tilbage i sidste års rille og forsøgte at hoppe over en konkurrent, og Raikkonen fandt sig ikke i Perez' optimistiske overhaling, men betalte ret dyrt for at lukke døren. De har været flinke ved dækkene, men hastigheden har ikke været helt i top - kan de mon ændre lidt på noget og for alvor blive en faktor i VM. Raikkonen viste sidste sæson at han var stabil, men stabilitet var bare ikke nok. Der skal flere sejre på bordet! Og Grosjean - han skal vist tage den lidt med ro. Talentet er der, men at tøjle det er også en disciplin.

Ferrari gjorde sig ikke meget bemærket i Monaco - mest Massa, der skabte gode tv-billeder. Men det var ikke nogen stor weekend for det italienske hold, men de kan med rette forvente mere af den kommende. Leverer de ikke, får de et svært år.

McLaren kom i fokus i Monaco, ikke for blændende hastighed, men for interne kampe, for chikane-cutting og for Perez mange overhalinger og forsøg. Han prøver, den unge mexicaner. Ligesom Grosjean, talentet er der, men det skal kultiveres. Button knokler men til ikke ret meget nytte. McLaren har ikke lavet en god bil.

Force India, Toro Rosso og Sauber kæmper i deres midterklump for at være de bedste og være bedre end McLaren - det er muligt for et af de hold at blive nr. 4 i VM i år og den chance skal forfølges. Bedst virker Paul di Resta der virker en anelse modnet i år. Men det er tæt, meget tæt.

Desværre er Williams blevet koblet af og ligger som en buffer mellem midterholdene og bunden. De virker såbare og forvirrede. For en gammel F1 fan som mig er det lidt trist at se på, men de er dog ikke end ud i noget pinligt, som man tidligere har set andre koryfæer havne i.

Svar får vi på søndag - personligt vil jeg gætte på Ferrari og Alonso som vindere. De skal tilbage i kampen om VM, efter en weekenden i Monaco.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Gilles Villeneuve
  • 09/06/13 - Gilles Villeneuve - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde