Clio Cup - JTCC   02/05/13

Det er nu, det gælder for Frederik Mortensen
Den unge racerkører fra Fredensborg får i denne weekend sin debut i den svenske JTCC Clio Cup på Ring Knutstorp, og optakten har været som en ordentlig tur i rutsjebanen.

Sidste års 1600 Challenge-topkører har haft forberedelserne på plads til denne sæson, hvor han tager springet fra dansk til skandinavisk banesport. Den lynhurtige Renault Clio Cup-racer har været adskilt og finjusteret henover vinteren, og april måned bød på utallige testkilometre på dansk og europæisk asfalt.


Frederik Mortensen er klar til sin JTCC-debut på Ring Knutstorp.
(Foto: Gripping Media)

- Vi har haft mulighed for at forberede sæsonen allerede fra sidste efterår, og det har givet en utrolig ro omkring projektet at alting ikke har været hastet igennem, fortæller Frederik, som til gengæld har haft travlt de sidste par uger:

- Under den første af tre testdage sammen med mine konkurrenter i Sverige, lavede jeg en kørefejl som sendte bilen af banen og i autoværnet - og det har lige taget et par uger at få bilen kampklar igen, indrømmer nordsjællænderen.

- Kollisionen med autoværnet var endda så hård, at mine lunger er blevet trykket, og det betyder at jeg ikke har pokkers meget ilt at gøre godt med når det går løs på banen. Det, kombineret med min astma, giver lidt ekstra udfordringer i weekenden - men det skal nok gå!


Optakten har været hård, men nu er nordsjællænderen klar til start.
(Foto: Gripping Media)

Når det går løs på Ring Knutstorp fredag og lørdag, har Frederik allerede dannet sig et forhåndsindtryk af konkurrenterne. Og det er ikke hvem som helst, der skal køres mod:

- Jeg har læst alt hvad jeg kunne om mine konkurrenter, og der er flere af dem som allerede har imponerende resultater med fra både tyske og engelske løbsserier - så der bliver virkelig noget at måle kræfter med.

- Nu må vi se hvordan det hele ser ud, når vi har været på banen. Jeg håber at kunne være blandt de ti bedste kørere, men alt kan jo ske når lamperne slukker og vi bliver sluppet løs på banen, slutter Frederik Mortensen.

FrederikMortensen.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  • Ring Knutstorp

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk