Formel 1   14/04/13

Alonso dominerer i Kina
Spændende afslutning i Kina
Fernando Alonso viste storform i Kinas Grand Prix og sikrede sig både en sejr og en returbillet til kampen om VM, efter det tidlige exit i Malaysia. Ellers var løbet i Kina præget af taktik, som når alt kom til alt, ikke kom til at betyde ret meget. Der var lidt dueller og et par sammenstød, og så blev vi alle lidt klogere på VM 2013.

Efter tre løb har vi nu fået tre vindere. Sådan var det også for et år siden, men nu skal vi ikke fristes til at tro at vi kan gentage sidste års forløb. Tværtimod ser 2013 ud til allerede at have fundet en form for ro. Der er fire biler der virker til at kunne række ud efter sejrer og titler. Det er Ferrari, Lotus, Red Bull og Mercedes. De tre første har nu vundet løb - Mercedes er ikke langt bagefter. På nuværende tidspunkt kan det dog gå begge veje for det tyske team; de kan både blande sig med fronten og sagte agterud og blive opslugt af et midterfelt der tæller McLaren, Sauber og Force India. Disse tre teams ligger og prøver at nå frem til podiepladserne, som de muligvis kan nå, ved festlige lejligheder. Af historiske grunde skal man ikke afskrive McLaren helt, VM virker uden for rækkevidde, men med stædigt arbejde og nye tiltag er sejre stadig en mulighed, senere i sæsonen.

Da løbet startede var det med Hamilton på pole foran Raikkonen og Alonso. Da løbet sluttede lå de i omvendt rækkefølge. Hamilton kom ellers fornuftigt fra start, det gjorde Raikkonen ikke - og fra da af var hans løb mere eller mindre op ad bakke. i front måtte Hamilton forsvare sin føring mod Alonso og det holdt altså ikke i længden. Hvis man skal sige noget kort om, ligger det i måden bilerne bruger dækkene på. Ferrari er blidere end Mercedes, Lotus endnu blidere. Havde Raikkonen ikke fået en dårlig start, og havde han ikke flækket sin næse på Perez' bagdel, kunne han måske også have truet Ferrari.

Der var to dramatiske begivenheder, tæt på hinanden. Først var det Webber der var ved at lægge an til en overhaling af en Toro Rosso, der ikke havde set ham og derfor bare smækkede døren i på vej ind i svinget. Webber fik problemer med frontvingen og måtte humpe tilbage til pitten. Undervejs tabte han det ene baghjul, som ikke havde været involveret i uheldet. En lidt mystisk episode, som vi nok snart skal få en forklaring på. Men Red Bull slipper formentlig ikke for en løftet finger - hjul skal helst blive siddende på bilen!

Kort efter var det at Raikkonen kom lidt uden for det sorte, og fandt at græs og jord ikke er optimalt underlag for en F1 racer. Da han samtidig var i tæt duel med Perez ramte han mexicaneren, og bagefter brokkede han sig over McLaren køreren, men den kritik står han nok lidt alene med. Fra løbskommisærerne kom i al meldingen om at der ikke ville blive foretaget yderligere i den anledning. En ulykke af den slags der bare sker...

Fra start var der lagt op til et taktisk løb. Meldingen hele vejen rundt var at de bløde dæk ikke var hårde nok til at kunne sig gældende og det interessante dermed var mediumdækket. Det havde fået en række kørere til at satse på stort set at overgive sig i Q3 og starte løbet på mediumgummi. Men når det kom til stykket gav det ikke rigtig noget. De tre første i tidskørslen endte på de tre første pladser. For Sebastian Vettel blev satsningen en moderat succes. Han kørte næsten hele løbet på medium og skiftede først med fem omgange tilbage. Og så var han i øvrigt hurtig, og hentede Hamilton, men forbi kom han ikke. Så isoleret set kom han rimelig godt ud af det, hans startplacering som nr.9 taget i betragtning, men hvis han nu havde satset på at komme til tops i kvalifikationen havde tingene måske set anderledes ud.

For Button, der kørte samme taktik som Vettel, gav det hele mere mening. For ham er det væsentlige at samle point sammen, i en bil der ikke er specielt konkurrencedygtig. Det gjorde han ved at skifte dæk kun to gange, lade sig overhale undervejs og kunne gøre seks omgange på det bløde dæk. I modsætning til Vettel præsterede Button en overhaling da han på sit nye bløde gummi kom forbi Masaa, der var på gammelt medium gummi.

Button og Massa fik 5. og 6. pladsen. Ricciardo fik en fornem 7. plads, foran di Resta, Grosjean og Hülkenberg. Sidstnævnte havde ellers været med meget længere fremme, men virkede nærmest til at blive langsommere efter sit sidste pitstop, hvor han skiftede fra bløde til medium dæk.

Udover Webber exit, måtte også Rosberg forlade løbet i utide efter en række pitstop med kun en omgangs mellemrum. Også Sutil og Gutierrez måtte udgå. Sauber køreren glemte at dreje og bremse på vej ind i et sving og ramte Sutils Force India, der nok kom tilbage til pitten, men med flammer fra baghjulet var det løb ovre.

Således fik endnu et løb en afslutning. VM kan blive spændende, måske mere spændende end sidste år. Indtil videre er der i al fald ingen tegn på at én bil har overtaget over de andre. Det lover godt!

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Zhuhai
  • 14/04/13 - Shanghai - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde