Formel 1   25/11/12

Vettel verdensmester for tredie år i træk
Button vinder løbet
Det var et løb til historiebøgerne. VM skulle afgøres, og det kunne have været kedeligt, men det var det ikke. Formel 1 viste sig fra sin mest spændende og uforudsigelige side i dag. Alt hvad man kunne ønske sig skete, og til næsten det sidste, kunne VM have gået til hvilken side det skulle være.

Det kunne have været en ren start, Vettel kunne have været placeret lige bag Alonso hele løbet igennem, og så havde der ikke været mere i det. Men sådan var det ikke. I stedet fik Vettel en sløj start, der udviklede sig til en katastrofe, da han kyssede med både Senna og Perez. De to andre kom ikke videre, men Vettel skulle bare vende skuden og så slog han jetmotoren til og fræsede frem gennem feltet.


(Foto: Red Bull Racing)

For Alonso kunne det jo ikke blive meget bedre. Med Vettel nede som sidste mand, var VM inden for rækkevidde. Men dybest set var det bare det, inden for rækkevidde. I sidste ende kunne han ikke nå det. En fejl gjorde ikke hans eftermiddag lettere, omend det ikke blev den store katastrofe.

Men i front var det faktisk en vis Nico Hülkenberg der gjorde sig bemærket på den fede måde. Først smuttede han forbi Button og senere Hamilton og så var der altså en Force India i front - skulle vi måske slutte med endnu en ny vinder? Men nej, sådan skulle det alligevel ikke gå. Først lavede han en fejl og måtte sig passeret af Hamilton igen, og da han så prøvede at vinde førstepladsen tilbage, gik det galt. På billederne så det ud som om Hülkenberg mistede grebet og gled sidelæns ind i Hamilton. Men i dommertårnet så man det som en strafbar forseelse og den unge tysker måtte en tur gennem pitten som straf. Hamilton ville sikkert gerne have byttet. Den tidligere mester fik nemlig knækket sig hjulophæng og måtte gå hjem. Og dermed sluttede hans tid hos McLaren.

Alt dette betød at Button rykkede op førstepladsen og da han fik den, veg han ikke fra den, men kørte sikkert til mål og hentede dermed en nydelig sejr. Det betød også at Alonso rykkede op på en 3. plads - bag Felipe Massa. Det var hverken overraskende eller uforståeligt da de to Ferrari kørere efter nogle omgange byttede plads. Men det hjalp alligevel ikke. For længere nede lå Vettel på en 7. plads og de 6 point var nok til VM.


(Foto: Red Bull Racing)

Foran Vettel lå Webber, Hülkenberg og Rosberg. Vettel smuttede uproblematisk forbi Schumacher der vistnok hyggede sig i sit livs sidste Formel 1 løb. Alonso havde nu kun to muligheder for at vinde VM. Den ene var at vinde løbet - det vil sige at Button i front skulle udgå, for at indhente var ikke realistisk. Den anden mulighed var at Vettel fik problemer og udgik. Og ingen af delene skete. Det eneste der skete på de sidste omgange var at Paul di Resta mistede herredømmet over bilen og bankede ind i muren. Udover at det betød at skotten udgik, sendte det også SC på banen. Resultatet var at løbet sluttede i formationskørsel over stregen, mens SC trillede ind i pitten.

Og dermed sluttede Formel 1 sæsonen 2012. Den betød på et utal af gode løb, og meget få kedelige. Den bød på en VM kamp, der snævrede sig ind, men blev holdt i live ind til sidste løb. Den gav os drama, spænding og en fortjent mester, der i dag måtte kæmpe for at vinde sin tredie VM titel.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Interlagos
  • 25/11/12 - Interlagos - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk