DM Rally   26/10/12

Cliffhanger-afgørelse i DM-finalen i rally
Seks mandskaber kæmper om tre medaljesæt i Standard National
Cliffhanger-begrebet mangler en god dansk pendant, men kombinationen af klipper og en uforudsigelig afslutning er i den grad til stede, når Danboring Rally køres den 2.-3. november på Bornholm. Ikke mindst i Standard National, der er gruppen for ikke-tunede rallybiler opbygget efter nationale bestemmelser.

Her er alt åbent forud for finaleløbet. Kampen om guldet står mellem to mandskaber, mens hele fire hold har muligheden for at tage bronzen. En helt usædvanlig situation i dansk rally.

Guldkampen er vel at mærke ikke hypotetisk, men i høj grad reel og uforudsigelig. Når feltet bliver sendt af sted fra havnen i Rønne lørdag klokken 8.30, er det blot tre point, der adskiller de to guldaspiranter. Henrik Larsen/Jeannette Kvick, Hårlev/Maribo, har 93 på kontoen, mens Morten Grove Nielsen/Frits Grove Nielsen, Silkeborg/Fårvang, har 90 point. Og der er 23 point af slagsen at kæmpe om i Danboring Rally!


Henrik Larsen og Jeannette Kvick bragte sig i front for DM-tabellen ved forrige afdeling af Mekonomen Rally Championship
(Foto: Johnny Pedersen)

Morten Grove Nielsen/Frits Grove Nielsen begyndte sæsonen godt. Ja, de fortsatte kort og godt den stime af sejre, som i 2011 havde gjort dem til Danmarksmestre i Standard National. Men som sæsonen skred frem, blev de i større og større grad udfordret af Henrik Larsen/Jeannette Kvick. Dette mandskab fik i Suzuki Rally ved Sorø brudt monopolet, da de scorede flest bonuspoint på den såkaldte Danboring Super Special Stage. Ved det efterfølgende Peugeot Rally gentog de successen, men var også under løbet i front for Standard National. Den samme situation indtraf i det nyligt afholdte Tegee-Dan Rally, men her holdt føringen til mål.

”Vi har kæmpet hårdt hele sæsonen og her lykkedes det så. Nu er der lagt op til et brag af en finale på Bornholm, hvor mesterskabet skal afgøres. Det glæder vi os til,” sagde Henrik Larsen, da sejren var i hus.


Morten Grove Nielsen og Frits Grove Nielsen har stadig mulighed for at forsvare deres DM-titel fra sidste sæson
(Foto: Johnny Pedersen)

Sejren gav også Henrik Larsen/Jeannette Kvick føringen i DM-stillingen, for Morten Grove Nielsen/Frits Grove Nielsen måtte for første gang i deres DM-karriere udgå. ”Vi knækkede en trækaksel,” opsummerer Morten Grove Nielsen sin seneste start i Mekonomen Rally Championship. Der er med andre ord lagt op til en ren duel mellem de to mandskaber i Danboring Rally. Den marginale pointdifference gør, at ingen af dem kan lurepasse. De skal give gas på alle de 12 hastighedsprøver, som indgår i det bornholmske løb. Det skal holdene, der kæmper om bronzen i øvrigt også.

Først på sæsonen lagde Nicolai Jensen/Mette Felthaus, begge Horsens, sig lige i kølvandet på DM-rivalerne, og lige siden har de indtaget tredjepladsen i Standard National-mesterskabet. Men ved Danboring Rally kan Søren Andersen/Henrik Vestergaard, Århus/Mørke, Peter Kiil/Hans Christian Strib, Mårslet/Odense, og René Harms/Jess Larsen, Nr. Alslev/Ringsted, alle mulighed for at indhente dem!

Bonusinfo:

[Cliffhanger] er en betegnelse for når en afslutning i en film, et tv-serie afsnit eller en bog er åben og intens. Typisk, hvor hovedpersonen efterlades i en svær situation, eventuelt efter en stor afsløring. Cliffhangerkonceptet bruges specielt i spændingsserier, i håb om at den enkelte seer vender tilbage næste afsnit/sæson. Kilde: Wikipedia.

www.rallydm.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Bornholm
  • 03/11/12 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk