Formel 1   29/08/12

Klar til slutspurten
Optakt til Det Belgiske Grand Prix
Efter en god lang sommerferie er F1 cirkusset på benene igen. Elefanterne er klar til deres opvisning, primadonnaerne har lagt make-uppen og mekanikerne har stemt deres instrumenter. Den første del af showet var farvestrålende, alsidigt som sjældent set før - og alligevel med en rød tråd. Publikums forventninger er tårnhøje, her før anden og afgørende del. Hvor mange af akrobaterne kan holde sig i luften frem til den store finale?

Jeg kan godt lide Spa Francorchamps. Alle racerbaner burde vel være som den. Lange lige stræk, bølgende sving, enkelte chikaner og en hårnål. Hvad mere kan man egentlig forlange af en racerbane? Her kommer bilerne og kørerne til deres ret. Vejret er som oftest uforudsigeligt, eller rettere, ganske forudsigeligt, så regner det på et eller andet tidspunkt.

Efter sommerpausen er alle nu klar (forhåbentlig) til den sidste bid af en lang sæson. Og det er ligesom nu at slaget for alvor skal stå. Er der nogen der har en fordel fremfor andre? Er der nogen der kan skille sig ud? Godt nok har Fernando Alonso skilt sig ud i pointstillingen, men der skal ikke mange tilfældigheder til at skabe ændringer der - og selvom det absolut er en fortjent føring han har, så har han ikke, i sæsonen som helhed, skilt sig voldsomt ud fra sine konkurrenterne i selve løbene. Han har bare været lidt mere konstant. At være konstant er også sommetider den væsentligste egenskab for en verdensmester.

Andre kan gøre ham rangen stridig - i teorien rigtig mange endda. Men Alonsos forspring kan dog også allerede nu vise sig at være så tilpas stort, at han kan tage titlen, selvom en enkelt anden kører skulle dominere i den resterende del af sæsonen. Men i virkeligheden er det vel ikke så spændende hvem der egentlig vinder VM? Egentlig er det vel mere interessant om de enkelte løb er spændende - de to ting kan gå op i en højere enhed, og så bliver det en klassisk sæson, eller det kan være som i 2010 med spænding om titlen og 2011 med gode løb, men uden den store spænding i den samlede stilling.

Det store spørgsmål er hvordan styrkeforholdet er mellem bilerne er nu her efter sommerpausen - er der nogen der har fundet på noget genialt, mens de lå på stranden? Kigger man på stillingen kan resten af sæsonen blive en kamp mellem Red Bull og Ferrari. Kigger man på de sidste løb inden sommerferien, så kan McLaren afgjort også blive en faktor. Kan de ikke selv vinde, kan de i al fald blande sig i striden. Jo flere der blander sig, jo nemmere kommer det til at se ud for Fernando Alonso.

Også Lotus vil gerne blande sig i topstriden. I den sidste uges tid har Kimi Raikkonen været i offensiven med udmeldinger om at der ikke er råd til flere fejl, hvis de skal vinde VM. Egentlig er det meget interessant udtalelse fra et team, der endnu ikke har vundet et løb i år. Det er tegn på dejlige høje ambitioner - andre ville være tilfredse med at komme med i den, ret store, kreds af vindere - specielt når man som Raikkonen har tilbragt et par uden for manegen. En sejr og en række gode præstationer burde være rigeligt, men nej, ikke for den finske rally-kører, han går efter titlen. Her er det værd at huske hvordan han i 2007 med en fabelagtig slutspurt vandt sin enlige VM titel.

Om han kan gentage det, er nok tvivlsomt, Lotus raceren virker kompetent og bejler bestemt til en sejr. Men hvis Raikkonen, eller nogen anden end Red Bull kørerne, skal give Alonso kamp til stregen, kræver det en serie af gode resultater - helst sejre. Og det med at kunne sammensætte en serie stærke resultater virker svært. Indtil videre har ingen domineret, og det skulle være mærkeligt hvis det konkurrencedygtige felt bliver snævret meget ind i den resterende del af sæsonen.

Historisk set bliver konkurrencen skærpet i løbet af sæsonen, de lidt lettere konkurrenter, bliver hægtet af. Lugten af VM guld har det med at skærpe præcisionen i et teams arbejde og fejlene bliver færre. Men netop denne sæson har feltet af potentielle vindere været usædvanligt stort, så selvom det bliver snævrere, vil der stadig være mange der kan vinde et løb.

Kampen på Spa kan blive intens. Ferrari, Red Bull, McLaren, Mercedes og Lotus vil alle kæmpe for sejren. Hvis man kigger på formen inden sommerferien, virker Mercedes som dem hvor sejren er længst væk.

Hvad der end sker, så skal det nok blive sjovt, spændende og ikke mindst toneangivende for den resterende del af sæsonen. Og lad os så se noget race...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Spa-Francorchamps
  • 02/09/12 - Spa-Francorchamps - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk