STCC   21/08/12

Michel Nykjær tilbage i Danmark i en Chevrolet
I weekenden køres årets største asfaltbaneløb på FDM Jyllandsringen. Det er det traditionsrige GP Danmark, hvor der køres løb for såvel Auto-G Danish Thundersport Championship, som for Scandinavian Touring Car Championship. Med sidstnævnte klasses ankomst til racerbanen ved Silkeborg bliver der for første gang i tre år mulighed for atter at opleve en dansk profil på en permanent dansk racerbane.

Det er Michel Nykjær, Næstved, som er tilbage på FDM Jyllandsringen – banen, hvor han i 2009 sikrede det seneste af sine to DTC-mesterskaber.

”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Danmark, Jyllandsringen og det danske publikum. Det var jo der, jeg startede min karriere i 1998,” siger Michel Nykjær.

”Sæsonen i år er gået meget op og ned. Knutstorp, Mantorp og Sturup er baner, jeg har vundet på, men lige nu kæmper jeg meget for at komme tilbage i toppen af tabellen. Jeg brænder virkelig for at vinde de to heat. Hvis bare mine to konkurrenter er bagefter i weekenden, så vil jeg kunne komme tæt på toppen, og det skulle gerne være min fordel, at jeg kender banen. Hvis det er regn, så har jeg vist, at jeg han være hurtig på banen, og i tørvejr skulle vi også være meget hurtige.”


Michel Nykjær kører i denne Chevrolet Lacetti til GP Danmark
(Foto: Chevrolet Motorsport Sweden)

Sidste gang, Michel Nykjær startede på banen, kørte han i en Chevrolet Lacetti. Siden blev det til to sæsoner i VM-serien for standardvogne, inden han i år skiftede til STCC-serien, hvor han også kører Chevrolet. Denne gang dog en af de nye Cruze-modeller.

”Vi kører nu med en turbomotor på 1,6 liter, som har 330-350 hestekræfter, og jeg glæder mig meget til at vise bilen frem for publikum,” siger Michel Nykjær.

”Lacettien var rigtig god, og Cruzen er på alle punkter forbedret i forhold til den. Opløbssvinget skulle blive godt for os, for i mange sving har vi været bedre end Biogas-bilerne. Jeg tror, at Jyllandsringen kan blive rigtig god for os.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Michel Nykjær
  • Jyllandsringen
  • 26/08/12 - Jyllandsringen - DTC - DM
  • 26/08/12 - Jyllandsringen - STCC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde