Legends Car Cup   14/08/12

Frederik Nymark er rimelig tilfreds
Legends Car CupI weekenden var det sidste gang i år at Legend Cuppen og Frederik Nymark skulle køre løb på Padborg Park. Der skulle som vanligt køres tre løb i løbet af søndagen og der var spænding fra start til slut

Padborg Park er en bane Frederik kender godt og han har testet en del på netop denne bane i år. Han havde derfor ret store forhåbninger om et godt resultat i weekenden og håbede at han kunne få samlet flere point til mesterskabet.


Frederik Nymark blev nummer otte i kvalifikationen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndag formiddag blev der kørt kvalifikation for at finde startplaceringen til første løb. Tiden blev sat på den sidste omgang til en respektabel ottende bedste, ud af de 24 deltagende Legend Cup kørere, hvilket betød at Frederik Nymark skulle starte som nummer atten, da man starter i omvendt rækkefølge af resultatet fra kvalifikationen.

I første løb starter den unge Nymark fra den bagerste del af feltet og allerede da starten går begynder han og de andre hurtige kørere at kæmpe sig op gennem feltet. Og ret hurtigt kommer de mesterskabsførende frem i front, hvor det til sidst er Frederik Nymark og Jason Watt der lå helt i front.


Så skal der bremses for enden af langsiden.
(Foto: Motorsporten.dk)

Frederik Nymark og Jason Watt trækker lidt fra det øvrige felt, mens de stadig kæmper en spændende kamp. Unge Nymark kan rundt på banen trække en smule fra den ellers hurtige Jason Watt, men for enden af langsiden bremser den erfarne Jason Watt uhyggeligt sent og kommer hver gang helt op i bagenden på den unge Hadsten kører. Efter flere omgange med dette ”elastik” race vinder Frederik Nymark med under en bils længde foran Jason Watt.

”Jeg syntes jeg havde det under kontrol, jeg kunne hele tiden se ham i mine spejle og følte jeg havde kontrol over det. Jeg kunne se jeg trak lidt fra i Audi kurven og ude i Big Mag svinget, så skulle bare kontrollere det hele for enden af langsiden” fortalte unge Nymark efter løbet.


Fra nummer atten til nummer et, der var mange der så Frederiks bil fra denne vinkel i første løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Til andet løb skulle Frederik starte som nummer tre bag ved Kenneth Jensen og Jason Watt. Det lykkes efter kort tid at komme forbi dem begge og faktisk overtage førstepladsen, men trioen i front kæmper hårdt om placeringerne og midt i løbet er unge Nymark tilbage på tredje pladsen lige efter Jason Watt.


Kenneth Jensen, Jason Watt og Frederik Nymark i hård kamp.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter endnu en omgang går det galt. Kenneth Jensen og Jason Watt er ikke enige om dele asfalten og rammer hinanden ret hårdt og da Frederik er lige bag de to kamphaner, kan han ikke undgå at ramme op i Jason og han får ødelagt nogle dele i sit styretøj og må halte sig i gennem resten af løbet, som for hans vedkommende blev sluttet af med en 16. plads.


Frederik Nymark og Lasse Rolighed havde en fair kamp på asfalten.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter løbet havde Nymark Racing teamet travlt med at få skiftet de beskadigede dele i styretøjet, så bilen kunne blive klar til dagens sidste løb. Det hele drillede lidt og et kort øjeblik var der tvivl om hvorvidt bilen kunne nå at blive klar, men det lykkedes i tide for teamets dygtige mekanikere at finde årsagen til problemet og de fik løst det i en fart.

Tredje løb var dagens sidste og her skulle Frederik starte som nummer seks. Stille og roligt fik Frederik kæmpet sig frem i feltet og da løbet var slut kørte Frederik Nymark over målstregen som nummer to.


Unge Nymark og erfarne Jason Watt havde flere gode kampe i løbet af weekenden.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter en god løbsweekend blev bilen udtaget til efterfølgende kontrol. Det viste sig at være en ekstrem kontrol, for Nymark Racing fik besked om at bilen var tilbageholdt til en udvidet kontrol og ville blive frigivet om senest 96 timer. Den tekniske kontrol var dog hurtige og frigav bilen igen allerede mandag inden klokken tolv.


En første plads i første løb. Nu skal der testes på Jyllands Ringen i håb om flere pokaler.
(Foto: Motorsporten.dk)

Næste Legend Cup løb skal køres på Jyllands Ringen ved Grand Prix'et den 24.-26. august. Da Frederik ikke tidligere har kørt på denne bane, kører teamet allerede i dag mod Jyllands Ringen for at køre en testdag.

Nymark Racing

Selch


Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • Nymark Racing
  • Padborg Park
  • 12/08/12 - Padborg Park - Legends Car Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde