Danish Endurance Championship   12/08/12

Ny Ferrari-sejr i Danish Endurance Championship
DEC - Danish Endurance ChampionshipMads Rasmussen og Johnny Laursen dominerede løbet på Padborg Park
Padborg Park lagde asfalt til årets fjerde og næstsidste afdeling af Danish Endurance Championship, og ligesom i det foregående løb på banen blev det til en Ferrari-sejr.

Denne gang var det duoen Mads Rasmussen, Monaco, og Johnny Laursen, Vedbæk, der vandt, og selv om der i perioder også var et andet mandskab, som lå i front for løbet, så var det faktisk kun, når den røde og hvide Ferrari 458 Challenge var i pit for at tanke eller skifte chauffør.


Mads Rasmussen og Johnny Laursen tog sejren i fjerde afdeling af Danish Endurance Championship

Det mandskab, som fik æren af også at føre det fire timer lange løb, var trioen Ulrik Larsen, Asperup, Jannik Larsen, Haderslev, og Michael Holden, Rødding, men selv om deres sorte Porsche 911 i perioder var hurtigere end Ferrarien, så kom de aldrig til at udgøre en reel trussel for de senere vindere. En medvirkende årsag hertil var den økonomikørsel, som holdet indirekte anvendte, for i den sidste del af løbet endte Michael Holden med at køre på så slidte dæk, at der kun var lærredet tilbage. Tredjepladsen generelt i løbet gik til feltets enlige Aston Martin Vantage GT4, hvor dette resultat lige akkurat gav point nok til, at Kim Holmgaard, Aalborg, Michael Klostermann, Gørløse, og Mikkel C. Johansen, Slagelse, kunne overtage mesterskabsføringen i klassen for de største biler.

Mens der ikke var tvivl om top 3-resultatet blandt de hurtigste biler, så forholdt det sig anderledes med klasse 2 for de identiske Renault Clioer. Her blev der kæmpet hårdt om placeringerne gennem hele løbet, hvor trioen Per Poulsen, Årup, Jan Engelbrecht, Virum, og Jacob Kristensen, Selling, bevidst valgte løbets safety car-perioder til tankning og kørerskifte, hvilket gav bonus i form af en sejrsmargen på tre omgange til søsterbilen fra AD Racing med Martin Frederiksen, Odense, Kent Bernsdorf, Ringe, og Ole Klitgaard, Svendborg.


Lars Møller og hans to medkørere Benny Simonsen og Niels Borum tog tredjepladsen i den hårdt udkæmpede klasse 2

Tredjepladsen i klasse 2 var der dog størst kamp om, for her sluttede tre mandskaber ikke blot på omgangshøjde, men også indenfor mindre end et halvt minut. Her var det trioen Lars Møller, Middelfart, Niels Borum og Benny Simonsen, begge Odense, der endte med at erobre den sidste podieplads.

Klasse 3 for de tunede to-liters biler blev vundet af Johan Blach Petersen, Århus, Poul Isaksen og Jan Bisgård Sørensen, begge Thisted, der dog havde visse problemer undervejs mod sejren. Således var trioens bil først en tur i sandkassen, og siden holdt den også længe stille i pitten for at få foretaget en reparation.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 11/08/12 - Padborg Park - Danish Endurance Championship - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk