1600 Challenge   16/07/12

Yokohama 1600 Challenge til race i regnvejr
- Del 2
Da bilerne trillede ind på banen til 1. heat, var det med silende regn. Nogle kørere gned sig i hænderne med udsigt til race i vådt føre, mens andre var mere skeptiske. Der var i hvert lagt op til nogle spændende omgange.

Med den hurtigste tid i lørdagens tidtagning, var det Tommy Nygaard (24) der holdt i pole position. Han var efterfulgt af Carsten Rasmussen (8) og Frederik Mortensen (5). På 4. pladsen holdt Martin Andersen (17) og 5. pladsen indtog Niklas Dall Knudsen (44). Meget flot af de to unge kørere, som er i gang med deres første sæson i Yokohama 1600 Challenge.


Martin Andersen
(Foto: Dennis Risager)

Da starten gik, var der allerede fra start tæt kamp om placeringerne. Der var, som altid i race, både vindere og tabere i disse dueller. En af de uheldige var Frederik Mortensen (5). Han var i tæt kamp og fik et skub, der desværre resulterede i at han måtte udgå af heatet. Ikke det bedste resultat, da han ligger med helt fremme i kampen af mesterskabet.


Niklas Dall Knudsen
(Foto: Dennis Risager)

Efter første omgang kom der safety car på banen, da Michael Kofod Christensen ”Gnisten” (22), havde fået defekt og holdt et uheldigt sted på banen. Under safety car, er der gul flagzone over hele banen, hvilket betyder overhaling forbudt. Men ikke alle var lige indstillet på dette. Brian Jacobsen (79), som var kørt fra en 12. til en 5. plads på første omgang, hvilket var rigtig flot, lod sin iver løbe af med sig og overhalede en konkurrent. Det gør man ikke ustraffet, når det sker i gul flagzone og den gode Brian måtte en tur igennem pit til en stop og go. Dette kostede ham hans meget flotte placering og han kom tilbage på banen som sidstemand. Han fik dog kørt sig op igen på en flot 13. plads.

Da løbet blev givet frit igen fortsatte de gode kampe rundt på banen. En anden uheldig i kampens hede var den unge Martin Andersen (17), han måtte desværre udgå på 5. omgang efter tæt duel som førte til sammenstød. Nogle som var mere heldige i det våde føre var bl.a. Michael Scharstein (58). Han fik kørt sin gule Peugeot 207 frem fra en 15. til en 4. plads, hvilket må siges at være rigtig flot. Godt med lidt fremgang for den erfarne kører.

Jesper Bendsen, som havde skiftet sin Citroën Saxo ud med en Peugeot 207, fik også lidt succes i sin nye bil. Han byttede en start position som 14. ud med en 5. plads. Super kørt

Oppe i front var Dennis Bannergård (59), som startede på en 9. plads, kommet op til Tommy Nygaard (24) og der blev kæmpet. Dennis kom dog forbi og sluttede som vinder af heatet. Tommy sluttede på 2. pladsen og på 3. pladsen kom Tue Nielsen (7) i sin Peugeot 206. På den eftertragtede 8. plads sluttede klassedebutant Jørgen Worthmann (9), hvilket var flot kørt og betød at han skulle starte i pole position i heat 2.


Jørgen Worthmann
(Foto: Dennis Risager)

Til heat 2 var regnen stilnet lidt af, men det var stadig for vådt til slicks. Jørgen Worthmann (9) holdt som sagt i front for feltet, med den lokale Steffen Petersen (123) på 2. pladsen og Carsten Rasmussen (8) som nr. 3. Da de røde lamper slukkede, kom alle godt fra start, det skulle dog hurtigt vise sig at Jørgen fik mere end svært ved at holde sin 1. plads. Michael Scharstein (58), som startede fra en 5. plads, kom efter ganske kort tid forbi og indtog 1. pladsen.

Der var tæt race blandt de 8 første og det medfører ofte kontakt af den ene eller anden art. Dette gik desværre ud over Steffen Petersen, som fik et puf og måtte en tur ind over græsset, dette kostede desværre Steffen hans deltagelse i heatet, da han senere måtte udgå med en defekt.


Michael Scharstein og Dennis Bannergård
(Foto: Dennis Risager)

Fra bagerst i feltet kom Frederik Mortensen (5) i sin VW Lupo. Han var startet som anden sidst, men fik sig hurtigt kørt op gennem rækkerne. Der var fart på den unge køre og han satte da også hurtigste omgang. Han sluttede heatet som 9’er, hvilket var ok, taget hans startposition i betragtning, men denne weekend vil næppe blive husket som nogen succes for Frederik.

Som i foregående heat var der mange tætte dueller hele vejen ned igennem rækkerne. Der var en ren Suzuki Swift kamp, da Henrik Sørensen (140), Rudi Larsen (66), Søren H. Lauridsen (10) og Kenny Rossen (19) længe lå og kæmpede om placeringer lidt nede i feltet. Rudi Larsen og Jimmy Bob S. Jensen (29) havde en kamp for enden af langsiden, Rudi fik et puf og røg i sandet, men han kom på banen igen og fortsatte racet, dog lidt længere nede i feltet.

Brian Jacobsen (79) fik endnu engang et flot resultat, han sluttede heatet på en 10. plads.

Oppe i front havde Dennis Bannergård (59) fået fart i sin gule Peugeot 207, han lignede en der ville have pokal i begge heat denne weekend. Han havde en tæt kamp med Tue Nielsen (7), som Dennis vandt. Han kom op på 2. pladsen og der var nu dobbelt gult i front. Dette holdt frem til det ternede flag, så de to teamkollegaer kunne gå på skamlen som 1’er og 2’er. På tredje pladsen kom Tue Nielsen (7), han gentog sin placering fra første heat.


Tue Nielsen
(Foto: Dennis Risager)

En dejlig start på sommerferien for dem alle tre og rart at se lidt medgang for Michael Scharstein og Dennis Bannergård.

Brian Jakobsen
Kørerforeningen Gr. N


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 10/06/12 - Padborg Park - 1600 Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk