Legends Car Cup   05/06/12

Kenneth Jensen kørte sig i front for OK Legend Car Cuppen
Legends Car CupAtter leverede Danmarks største og sjoveste klasse godt race
Det var ikke kun det store felt på 27 køretøjer, der var årsagen til, at OK Legend Car Cuppen sørgede for underholdningen ved weekendens løb på Ring Djursland. Det var også den tætte og spændende kørsel, som klassen leverede i sine tre heat, der gav tre forskellige vindere.

Kennie Frydkjær, Hillerød, kunne for første gang i sin forholdsvis korte karriere som Legend Car-kører vinde et løb. Det skete i det første heat, hvor han fra en startposition som nummer ti skød frem og indtog tredjepladsen, da første omgang var kørt. Herefter gik der ikke lang tid, inden han også fik passeret Kim Aamodt, Dragør, og Jonas Kempel Christensen, Auning, så han kunne gå i front, og her lykkedes det ham at tage sejren med lidt mere end to sekunders forspring til Kenneth Jensen, Langå.


Kennie Frydkjær blev noteret for sin første sejr i OK Legend Car Cuppen ved SSC Festivalen på Ring Djursland
(Foto: Morten Alstrup)

Kenneth Jensen var takket være sin hurtigste tid i tidtagningen startet første heat fra bageste position, men det var lykkedes ham at foretage 25 overhalinger i løbet af de bare 14 omgange, som løbet varede. Nogle af dem, han bl.a. var kommet forbi, var den mesterskabsførende Ole Madsen, Ringsted, sidste års toer Nicholai Sørensen, Sindal, og den tidligere DTC-kører, Jason Watt, Herlev.

I det andet heat skulle Kenneth Jensen ikke kæmpe nær så meget, da han gik i front fra start foran Jason Watt, og det lykkedes da også Langå-køreren at få luft til forfølgerne. Imidlertid blev han kørt ind af Jason Watt, der efter en safety car-periode på allersidste omgang lige akkurat formåede at komme forbi og tage sejren. Bag de to kørere var der et gigantisk hundeslagsmål i gang mellem 2010-mesteren Mads Caprani, Randers, Ole Madsen og Nicholai Sørensen, der tog tredje-, fjerde- og femtepladserne i nævnte rækkefølge.


Med hurtigste tid i tidtagningen og en sejr kunne Kenneth Jensen overtage føringen i kampen om årets OK Legend Car Cup
(Foto: Morten Alstrup)

Tredje heat var dog dagens klart bedste i OK Legend Car Cuppen. Kenneth Jensen kørte dog i front sit helt eget løb, hvor han vandt med uhørte 15 sekunder, så han kunne overtage mesterskabsføringen. Medvirkende til det store forspring var også den kamp, der foregik bag ham. Det var kvartetten Jason Watt, Ole Madsen, Mads Caprani og Nicholai Sørensen, der kæmpede og fightede til den helt store guldmedalje, og det var faktisk først til allersidst, at Jason Watt sikrede sig andenpladsen foran Nicholai Sørensen.

De to næste afdelinger af OK Legend Car Cuppen køres på Padborg Park den 30. juni og 1. juli.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kenneth Jensen
  • Kennie Frydkjær Jensen
  • Ring Djursland
  • 03/06/12 - Ring Djursland - Legends Car Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk