Classic Race Aarhus   18/05/12

Der sættes Ferrari-rekord ved Classic Race Aarhus
CRAADet største antal Ferrari F40-modeller nogensinde vil være samlet på dansk grund
Classic Race Aarhus kommer i år til at sætte flere rekorder. Billetsalget til årets løb, der kommer til at finde sted i weekenden den 22.-24. juni, ligger allerede pænt over forsalget samme tid sidste år, men ved årets motorhistoriske arrangement vil der også blive sat en helt ny rekord.
Rekorden består i det største samlede opbud af danskejede Ferrari F40-modeller nogensinde på dansk grund.

”Om søndagen afholder vi et arrangement, hvor vi vil fejre 25-året for lanceringen af Ferrari F40. Det gør vi ved dels at samle danske Ferrari-ejere og deres biler, dels at samle de Ferrari F40’ere, som findes herhjemme,” siger Theis Frederik Gronemann, der er marketing manager hos den danske Ferrari-importør, Formula Automobile.


(Foto: Morten Alstrup)

”Jeg forventer, at vi kommer til at opleve et sted mellem otte og ti stykker, og det kommer sikkert som en overraskelse for de fleste, at der findes så mange F40’ere herhjemme. Der blev nemlig blot produceret 1.315 eksemplarer af modellen, og det er rimeligt spændende, at godt en lille procent af dem befinder sig i Danmark.”

Ferrari F40 blev på mange måder et motorhistorisk ikon allerede ved sin lancering i 1987.

”Det er en af de meget få Ferrarier, som har en turbomotor. Først producerede man 288 GTO-modellen med turbo, og da der viste sig at være en efterspørgsel, udviklede man F40’eren, mens den også skulle være med til at fejre mærkets 40 års jubilæum – deraf betegnelsen,” forklarer Theis Frederik Gronemann. ”Man planlagde produktionen til 400 eksemplarer, men øgede siden tallet til 1.315. Samtidig er det også den sidste bil, som Enzo Ferrari selv var med til at udvikle og godkende.”

Udover at være den sidste model, som bærer grundlæggerens fingeraftryk, var Ferrari F40 allerede dengang en ganske potent bil. Den 2,9 liters store turbomotor ydede som standard 478 hestekræfter, men senere fulgte racerudgaver, der bl.a. kørte på Le Mans, hvor man ved at skrue op for ladetrykket nåede op på over 900 hestekræfter.

”Den er hurtig, den er brutal og den er kompromisløs,” siger Theis Frederik Gronemann. ”Da den kom frem, var den i en periode verdens hurtigste bil med en topfart på 324 km/t. Ret voldsomt i 1987.”

De drenge, som i slutningen af 80erne havde et plakat af Ferrari F40-modellen hænge på deres værelse, vil sammen med de andre tilskuere ved Classic Race Aarhus ikke bare kunne se bilerne i virkeligheden, udstillet ved banen. De vil også kunne opleve lyden og synet af dem, når rekordfeltet sammen med de øvrige Ferrari-modeller afslutter arrangementet med en køretur rundt på racerbanen med Dannebrog blafrende fra passagervinduet.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 24/06/12 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde