Formel 1   15/04/12

Rosberg vinder første sejr
Mercedes over alle i Kina
Nico Rosberg lavede en vaskeægte klassiker, da han omsatte sin første pole position til sin første sejr. Samtidig vekslede han også Mercedes racerens svaghed til at blive dens styrke. Mens bilen ikke havde det så godt med dækkene i de første to løb, var det helt anderledes i Kina. Mercedes vandt på at skifte dæk færre gange end alle de andre.

Det var et rent løb i Kina. Kun én udgik - og det på grund af en fejl i pitten. Alle andre gennemførte. Det plejer at være synonymt med et kedeligt løb, men ikke her. Duellerne var mange og de var tætte, men allesammen eksemplariske. Ingen lavede grimme blokeringer, alle gav plads. Vinderne var tilskuerne der fik overhalinger, dueller, og spænding om resultatet - bare ikke første pladsen.

Rosberg havde pole og mens han stormede afsted, kom holdkammeraten Schumacher ikke helt så godt afsted, men han holdt dog fast 2. pladsen. Men bag sig fik han hurtigt Jenson Button der skød frem og smuttede forbi Kobayashi, der slet ikke kunne omsætte sin gode kvalifikation til en god start. Raikkonen der startede 4'er var den første der lagde pres på Sauber raceren, og det lignede lige at finnen havde lavet dagens gode start, indtil Button altså underspurtede dem begge to og tog 3. pladsen. Imens gled Kobayashi baglæns og blev overhalet af flere og flere.

Og mens Rosberg øgede forspringet skulle Button vise sig at være den eneste rigtige konkurrent til sejren, omend selv det var på et teoretisk og i al fald amputeret plan. Et kikset dækskifte, hvor de havde problemer med venstre baghjul forsinkede Button så meget at han bagefter må være ovenud glad og tilfreds med faktisk at blive nr. 2.

Button var ikke den eneste der havde problemer med dækskifte. Schumacher havde også problemer, men her blev resultatet mere alvorligt end at sejrschancen fordampede. For Mercedes lod ham køre inden alle dæk var spændt fast - og en kvart omgang senere parkerede han bilen, og blev dermed den eneste udgåede i dagens løb. Heldigvis nåede dække ikke at falde af og lave skader nogensteder.

I de første løb i sæsonen har Mercedes haft problemer med at holde liv i dækkene, og de lignede nogen der var gode i kvalifikationen. Men dennegang var det helt anderledes - i dag kunne de få dækkene til at holde. Rosberg kunne nøjes med at stoppe to gange og stadig have et godt og solidt forspring. Selvfølgelig blev han hjulpet af Buttons uheld i pitten. I teamradioen fra McLaren kunne man høre, at de inden deres uheld, forventede at hente Rosberg når der var omkring seks omgange tilbage af løbet - men sådan blev det ikke. En smule ærgeligt - en kamp om sejren er jo altid spændende. Tilgengæld var der så meget andet spændende.

For mens det var det rigtige sats af Merceds at gå efter kun to stop, var det ikke det rigtige sats af Lotus at gøre det samme. Kimi Raikkonen stoppede også to gange, og når man kigger på resultatet og ser finnen sluttede som nr. 14 virker det også inderligt ligegyldigt. Det var det bare ikke, det var faktisk den beslutning der i vid udstrækning gav spænding i løbet og fred til Rosberg.

Mens Rosberg hyggede sig i front og endda kunne køre løb på et spareprogram, var livet meget anderledes for Raikkonen der lå på 2. pladsen. For han fik flere og flere biler i bakspejlet. De var nok alle hurtigere end han, men han kunne uden problemer holde dem fra livet. Da det gik bedst lå der et tog der med Raikkonen i spidsen og så hele vejen ned til 12. pladsen. Og de kørte tæt. Og når racerkørere ligger tæt, så slås de om placeringer. Det gav mange gode og spændende nærkampe. En kører kunne det ene øjeblik kæmpe med de to forankørende og det næste skulle forsvare sig mod de to bag ham. Superløb!

Det var i denne flok at Button var havnet efter sit kiksede pitstop - foran sig havde han Raikkonen og Vettel og han kunne ikke finde en vej forbi. DRS var ikke til meget hjælp - bilerne lå så tæt at alle havde det - undtaget Raikkonen. Men alt har en ende og det havde Raikkonens dæk så tydeligvis også. Umiddelbart virkede det som om Vettel endelig fandt en vej forbi, men i virkeligheden var det nok bare dækkene der afgik ved en pludselig død. På halvanden omgang eller sådan noget røg Raikkonen ned som nr. 12. Vettel var på 2. pladsen og havde nu ikke længere fordelen af DRS. Men han holdt stadig Button stangen et par omgange. Men så kom Button forbi og straks var Hamilton oppe i gearkassen på Vettel.

Der var ikke mange omgange tilbage, så Hamilton måtte skynde sig at finde en vej forbi Vettel - det lykkedes nydeligt, og straks derefter var det Webber der var i flæsket på Vettel. Og endnu engang måtte den regerende mester se sig overhalet. Nedturen var ikke så slem som Raikkonens men årsagen var sikkert den samme, dækkene var slidte.

Romain Grosjean fik for en gangs skyld bilen i mål, og det på en 6. plads, foran to velkørende Williams racere med Senna foran Maldonado. Det væsentige her er at bag dem kom Alonso i sin Ferrari. De har lidt ret - bilen er ikke vildt god! Det sidste point gik til Kobayashi der kæmpede hård mod Perez om det point.

Hamilton kom med sin tredie 3. plads i front for VM - to point foran Button. I alt har 17 kørere hentet point i årets første tre løb. Det tegner som en tæt kamp måske både i front og midterfeltet. Kun de tre sløje team bag i feltet, Marussia, HRT og Caterham har ikke fået point. Af de andre ni teams har alle deres kørere, undtagen én - Felipe Massa - fået point. En understregning af brasilianerens nedtur.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Shanghai
  • 15/04/12 - Shanghai - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde