ALMS   13/04/12

Jan Magnussen klar til gaderæs
American Le Mans SeriesJan Magnussen og Corvette Racing deltager i weekenden i anden afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie, der afvikles på gaderne i Long Beach ved Los Angeles, USA. På den snævre bane, der er omgivet af betonmure, skal Jan Magnussen og hans holdkammerat i Corvetten Antonio Garcia, i tæt kamp i GT klassen i det, der bliver sæsonens korteste løb. Ved sæsonens første løb på Sebring i Florida, fik parret en andenplads i det, der med sine 12 timer var ALMS seriens længste løb. Løber på Long Beach afvikles over to timer.

Jan Magnussen og Antonio Garcia står overfor store udfordringer i forsøget på at bringe sig i front af mesterskabet. Jan Magnussen har masser af erfaring fra den udfordrende bane, hvor han er blevet nummer to de to foregående år. Men Garcia har aldrig tidligere kørt på Long Beach og med kun to timers træning fredag morgen, før kvalifikationen afvikles fredag eftermiddag, bliver det meget kort tid Garcia har til at lære banen i. Men spanieren kommer direkte fra en sejr i Grand-Am og han har tidligere vist, at han er hurtig og smart og lærer hurtigt.


Jan Magnussen og hans spanske Corvette holdkammerat Antonio Garcia går efter sejren i gaderne i Long Beach
(Foto: Jan Kaiser)

”Selvfølgelig er det ikke en fordel, at Garcia ikke kender banen” siger Jan Magnussen, ”men jeg er sikker på, at han hurtigt får banen ind under huden. Jeg vil lave arbejdet med at sætte bilen op og Garcia koncentrerer sig om at lære banen at kende. Torsdag går vi banen rundt og taler det hele igennem, så han er så godt forberedt som overhovedet muligt. Med kun to timers træning bliver det en stor udfordring, at få bilen perfekt, men det er det samme for alle teams og jeg er slet ikke i tvivl om, at Corvette Racing møder godt forberedt og er lige så stærke, som vi har været de seneste år”.

GT feltet i Long Beach udgør med sine 12 biler et af de stærkeste GT felter i verden, så der er lagt op til et hårdt og tæt løb over de to timer løbet varer. BMW, der vandt 12 timers løbet på Sebring, er igen til start med to biler, men også Ferrari og Aston Martin kan forventes at kæmpe mod om sejren. Lotus debuterer ved dette løb, men sammen med det rutinerede Team Alex Job Racing går der nok ikke lang tid, før teamet er konkurrencedygtige. Til trods for det stærke felt, er Jan Magnussen ikke i tvivl om, at han sammen med Garcia kan være med til at kæmpe om sejren.

”Vi var stærke på Long Beach sidste år, hvor vi dog ikke var heldige med gulflagsperioder. Og ser man på den afstand vi havde til BMW på Sebring sidste år, så var den større end i år, så jeg tror på, at vi kommer til at være med helt fremme. Men samtidig skal man være smart. Når de hurtige prototyper kommer bagfra, er det vigtigt at få lukket dem forbi de rette steder. Vi får konstant beskeder fra pitten om, hvem og hvor mange, der eventuelt kommer bagfra og kan man få det til at passe, så kan det betyde rigtig meget for omgangstiderne. Jeg glæder mig rigtig meget til løbet. Long Beach er en hurtig gadebane og jeg elsker dens lay-out. Jeg elsker at køre ræs på gadebaner. Fejl bliver straffet hårdt, men du skal alligevel konstant være på grænsen og holde momentet”.

Kvalifikation afvikles fredag kl. 17.20 lokal tid, lørdag morgen kl. 2.20 dansk tid. Løbet starter lørdag kl. 16.30 lokal tid, søndag morgen kl. 1.30 dansk tid. Løbet kan følges med live TV på nettet på espn3.com

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Long Beach
  • 14/04/12 - Long Beach - ALMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde