207 Spider Cup   29/02/12

Der er forårsfornemmelser i Peugeot Spider Cup
Der begynder at være aktivitet rundt omkring i garager og værksteder – et sikkert tegn på, at foråret lurer lige om hjørnet. For kørerne i Peugeot Spider Cup er vinteren ikke kun gået med træning i det nærmeste fitness-center, men også med at udbrede kendskabet til klassen og få flere kørere på banen. Målet har hele tiden været, at man skulle være oppe på mindst samme niveau som ved udgangen af sidste sæson, og onsdag den 22. februar skulle det så vise sig, om anstrengelserne havde båret frugt.

En hurtig sammenregning viste, at der som minimum vil være ti Peugeot Spider på gridden til hvert løb. Der er stadig kørere, som mangler at tage beslutningen samt kørere, der på forhånd har meddelt, at de kun kan deltage i enkelte løb, så det tegner til at blive en god sæson med et flot felt. Der er endnu nogle få biler, som er til salg eller leje, så feltet kan stadig vokse. Jørgen Agergaard fra Alternative Engineering er den rigtige mand at spørge i den forbindelse.

Med det kørermæssige grundlag på plads blev der dannet en kørerforening med Thomas Wendelboe som formand og Johnny Vejlebo som kasserer. Vedtægterne vil efter renskrift være tilgængelige på hjemmesiden.

Efter en gennemgang af økonomien blev det besluttet at udlove en økonomisk belønning til de første tolv kørere, som tilmelder sig og deltager i alle sæsonens løb. Deltagelse vil i den forbindelse sige, at man er tilmeldt og som minimum er på banen i tidtagningen. Belønningens størrelse kan man høre mere om hos Johnny Vejlebo på telefon 4041 2030 eller joni@roskilde.peugeot.dk


Deltagerne på testdagen i 2011 på Sturup Raceway
(Foto: Gripping Media)

Både det sportslige og det tekniske reglement er godkendt af DASU og tilgængeligt på hjemmesiden, hvor man også kan finde alle de tekniske bulletiner om krævede opdateringer.

Det blev besluttet at afholde en kombineret test-, presse- og eventdag på Sturup Raceway den 23. marts, hvor der er køretid fra kl 10.00 til 16.30. Det er en fantastisk mulighed for at invitere både nuværende og potentielle sponsorer på en oplevelsesrig dag, ligesom man kan pleje kontakten til den lokale motorsportsjournalist og samtidig få lavet en grundig shakedown-test af bilen.

Peugeot Spider Cup
Gripping Media


 
Reklamer

Peugeot Holbæk


Peugeot Roskilde