Camaro Cup   22/02/12

Fantastisk sejrsrække til Jan Magnussen i USA
Da Jan Magnussen sent søndag aften dansk tid kørte over målstregen som sejrsherre i Camaro Cup på Palm Beach International Raceway, var det til hans femte sejr på stribe. Den danske racerstjerne havde således gjort rent bord, da han vandt alle løb, som Camaro Cup-serien havde arrangeret i Florida, USA. Jan Magnussen stillede til start for det eneste danske team Fukamuni Racing, der også havde Martin Hansen til start. Feltet på hele 17 biler havde også en tredje dansker til start, da Dennis lind kørte for det svenske team Memphis Racing.

Camaro Cup-serien startede ugen inden, på Sebring International Raceway, en bane hvor Jan Magnussens lokale kendskab blev udnyttet til fulde. Banen er kendt for sin store sværhedsgrad med meget hurtige sving på et meget ujævnt underlag, der skifter mellem beton og asfalt.

Men fra sine hidtidige 13 starter i den amerikanske langdistanceklassiker, 12 hours of Sebring, kendte Jan Magnussen alle ujævnheder og udfordringer, og dette udnyttede han til fulde, da han ved første træning var hele fem sekunder hurtigere end nummer to i det store felt på 17 biler.


(Foto: Fukamuni Racing)

Til trods for et problem i kvalifikationen, hvor V8 motoren kun kørte på 7 cylindre, tog Jan Magnussen pole position med 2,6 sekund. Problemet med motoren var ikke løst til første løb og her kom Jan Magnussen under pres fra sin nevø Dennis Lind, der fik overhalet Magnussen, men en misforståelse betød, at Dennis fik et puf fra Jan og røg af banen. Han kom dog ind igen, men måtte senere udgå med gearkasseproblemer.

Ved andet løb på Sebring havde Jans team Fukamuni Racing fået styr på motoren og Magnussen sejrede med hele 35 sekunder ned til nummer to. På tredjepladsen kom Fukamuni Racing holdkammerat Martin Hansen efter et flot løb.


(Foto: Fukamuni Racing)

Hele feltet rejste videre til tre løb på Palm Beach International Raceway, hvor Jan Magnussen fortsatte sin dominans. I første løb var han kortvarigt presset af Nic Jonsson, som Jan Magnussen også kører mod i den Amerikanske Le Mans Serie og på Le Mans. Nic Jonsson tog starten, men allerede inden første omgang var kørt til ende havde Jan Magnussen kørt sin Camaro i front og var ikke siden truet.

I andet løb vandt Jan Magnussen foran Dennis Lind, der kørte en velfortjent andenplads i hus. I sidste løb skulle der ikke længere spares på dækkene og Magnussen vandt med hele 15 sekunder, selvom løbet var kortet ned til kun 8 omgange.

”Det har været helt fantastisk” sagde Jan Magnussen efter den femte sejr. ”Stor ros til gutterne i teamet for at give mig en perfekt racerbil. Masser af de andre teams løb ind i tekniske vanskeligheder, men udover problemet i første løb, så havde teamet fuldstændig styr på min bil. Jeg skånede ikke materiellet, da de her løb samtidig er god forberedelse til den kommende DTC sæson. Så der blev givet fuld gas i alle løb. Men teamet er rigtig godt og professionelt organiseret og har fået godt kendskab og styr på bilen, så meget stor ros til dem for, at bilen holdt til de mange tæsk fem løb i træk”.

Næste opgave for Jan Magnussen bliver ved 12 timers løbet på Sebring den 17. marts, hvor han stiller til start for Corvette Racing.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Jan Magnussen
  • Martin Hansen
  • Fukamuni Racing
  • Palm Beach International
  • Sebring

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk