Anmeldelser   13/02/12

Glimt fra Dansk Motorsport 2011
Gripping'erne gør det igen!
Selv om det efterhånden er et stykke tid siden bogen 'Glimt fra Dansk Motorsport 2011' udkom, fortjener den da lige at få et par ord med på vejen.
'Glimt fra Dansk Motorsport 2011' er den tredje danske motorsports billedbog fra Gripping Media, og de mange gode billeder sammenholdt med den stadige udvikling af bogen, gør den til en positiv oplevelse, som kan tages frem gang på gang.


(Foto: Gripping Media)

Udover stor ros for det spændende billedudvalg, der dækker samtlige klasser på de danske asfaltbaner, skal Gripping Media også have stor ros for at følge op på kritikken fra de to forrige bøger, og for at udvikle bogen i en stadig positiv retning.

Gennemgår man bogen slavisk, begyndes der med en gennemgang af de baner som de danske asfaltklasser kørte på i 2011 sæsonen (de tre danske asfaltbaner og tre udenlandske), derefter et billedafsnit for hver enkelt klasse afsluttende med nogle 'skæve' fraklip der viser at der også er god humor indenfor dansk motorsport.
Bagerst i bogen er der fire sider der indeholder alle de aktuelle mesterskabsstillinger fra 2008 frem til og med 2011 sæsonen, dejlig overskueligt sat op.


(Foto: Gripping Media)

Nu har jeg allerede et par gange rost bogen for den fortsatte udvikling, der primært går på at der er kommet flere billedtekster i bogen, noget der har manglet i de tidligere udgaver.
Men ingen roser uden torne, for der er stadig plads til mange flere tekster, Jeg er helt klar over at det er et stort arbejde at skulle sætte tekster ind på samtlige de mange hundrede billeder som 'Glimt fra Dansk Motorsport 2011' indeholder.
Ikke desto mindre er det stadig et ønske herfra, at der i forbindelse med hvert billeder står hvem der er på billede, samt også hvor og hvornår det er taget. Lige nu er det rimelig let at huske hvem der kørte i hvilken bil, men når man om et par år skal finde et billede af en bestemt kører, så bliver det nok svært!


(Foto: Gripping Media)

Når alt dette er sagt, vil jeg stadig anbefale 'Glimt fra Dansk Motorsport 2011' til enhver motorsportsentusiast. Den vil helt sikkert blive taget frem igen og igen.


(Foto: Gripping Media)

Glimt fra Dansk Motorsport 2011
ISBN: 978-87-994929-0-9
Antal sider: 138
Vejl. pris: 400,00 kroner + porto
Kan bestilles på: GrippingMedia.dk

Nymark & Nielsen - rejser for de få


 
Reklamer

Peugeot Holbæk


Peugeot Roskilde