Grand Am   04/01/12

Jan Magnussen i Corvette Prototype på Daytona
Den nye Corvette Daytona Prototype skal køres af Jan Magnussen ved 24 timers løbet på Daytona
General Motors præsenterede i november 2011 deres nye Corvette Daytona Prototype, der kommer til start for første gang ved 24 timers løbet på Daytona den 28-29. januar 2012. I dag kan det så offentliggøres, at danske Jan Magnussen bliver blandt de kørere, der skal forsøge at give Corvette en generel sejr ved den 50. udgave af Rolex 24h at Daytona.
Med den nye satsning i Grand-Am er Corvette nu stærkt repræsenteret i begge amerikanske sportsvognsserier, da Corvette Racing, sammen med Jan Magnussen, også fortsætter deres indsats i den højt profilerede GT klasse i den Amerikanske Le Mans Serie.

Ved jubilæumsløbet på Daytona i 2012 kommer hele fire teams til start med den nye Corvette Daytona Prototype. Det bliver Spirit of Daytona Racing, SunTrust Racing, Gainsco/Bob Stallings Racing og Action Express Racing, der stiller op med to Corvetter.
Jan Magnussen stiller til start for Spirit of Daytona Racing, hvor han får selskab af tre af hans øvrige Corvette holdkammerater, spanske Antonio Garcia samt engelske Oliver Gavin og Richard Westbrook.


(Foto: Grand-AM.com / Magnussen Presse / Magnussen Racing)

For Jan Magnussen bliver det ottende gang, han skal forsøge at vinde den amerikanske klassiker. To gange før er han stillet til start i en prototype og i 2007 var han sammen med SunTrust Racing tæt på at sejre generelt, da bilen i løbets sidste timer blev ramt af bremse og koblingsproblemer, der betød, at teamet måtte nøjes med en flot tredjeplads. De øvrige år har General Motors anvendt Jan Magnussen i deres GT program i henholdsvis Pontiac og Camaro og her har Jan Magnussen hvert eneste år lignet en sikker vinder, hvis ikke mekaniske problemer og uheld havde sat en stopper for den flotte kørsel.

Til vinderne af Rolex 24h at Daytona gives et Rolex Daytona ur og Jan Magnussen håber, at han i 2012 endelig kan vinde et af de eftertragtede ure.

”Jeg er rigtig glad for at være tilbage i en prototype på Daytona. Særligt sammen med Corvette i en bil, som jeg er sikker på, kan være med til at køre om den generelle sejr” fortæller Jan Magnussen. ”Det er et rigtig spændende projekt. Jeg har set bilen og jeg kan slet ikke vente på, at komme ud og køre i den. Bilen er selvfølgelig ny, men jeg kender Corvette og ved, at de ikke kommer til start uforberedte og med den kørersammensætning står vi rigtig stærkt. Men jeg er også realistisk og det kan være rigtig, rigtig svært at vinde på Daytona. Der er typisk mindst 10 biler, der kan vinde løbet og 2012 tegner til at blive endnu et af de år, hvor løbet bliver afgjort i en kamp om sekunder i de sidste timer. Jeg har været tæt på så mange gange og alligevel er det nogle andre, der er gået hjem med uret siddende på håndleddet. Grundet banens lay-out, hvor man godt nok har de lange langsider med oplagte sving, så er inderkredsen meget smal, hvor man kan miste meget tid ved at hænge i trafik, så her er der rigtig meget nærkontakt mellem bilerne, som man skal sørge for at holde sig fri af. Så man skal være behersket aggressiv. Og så skal man sørge for ikke at holde i garagen, medens de andre kører… Det er desværre sket for ofte, men nu håber jeg, at heldet vender sammen med Corvette, så jeg kan vinde det ur”.


(Foto: Grand-AM.com / Magnussen Presse / Magnussen Racing)

Jan Magnussen er nu i Florida, hvor han fredag, lørdag og søndag får lov at prøve den nye Corvette prototype på Daytona, når teamet deltager i den officielle test ”Roar before the Rolex 24”.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Oliver Gavin
  • Richard Westbrook
  • Spirit of Daytona Racing
  • Daytona
  • 28/01/12 - Daytona - Grand Am
  • De første Corvette DP kørere på plads
  • 'The Roar before the 24' vender tilbage i 2012

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde