Formel 1   13/11/11

Hamilton sejrer i Abu Dhabi
Vettel udgik for første gang i 2011
Fra starten var der lagt op til at der måske kunne komme en duel om sejren - for måske var Hamilton og McLaren så stærke at de faktisk kunne true Vettel og Red Bull. Men der kom ingen kamp om sejren. Først trak Vettel planmæssigt væk fra resten af feltet, men allerede få sving inde i løbet, forlod luften hans ene bagdæk, ret pludseligt.

Selvom det lykkedes Vettel at trille sin racer i pit, var det ikke muligt for ham at fortsætte i løbet. Og der sluttede så den duel om sejren og Hamilton havde frit spil - og det udnyttede han.

Fernando Alonso pippede lidt med i front, men nogen reel trussel blev han aldrig, men fik dog en 2. plads, som han egentlig så meget godt tilfreds ud med.

Jenson Button tog en 3. plads foran Mark Webber, der skulle skifte dæk på sidste omgang. Mellem de to var der et par dueller, men det var momentvise højdepunkter i et fladt løb. Webber lå faktisk foran Button inden han kørte i pit - men ikke langt nok foran til at han kunne blive der.

Massa fik en 5. plads, på trods af at han i mangel på dramatik, forsøgte at skabe noget ved at køre sig selv af banen. Men det som lykkedes til overflod i sidste løb, lykkedes altså kun delvist her. Han kom af banen, men udgik ikke...

De to Mercedes racerede hentede de næste placeringer, og den eneste kamp de rigtig var en del af, var den interne kamp. Igen var det Rosberg der sluttede bedst.

På de to følgende placeringer kom de to Force India racere, med Sutil forrest - nydeligt, uden at være prangende. Fornuftige kørere i en fornuftig bil, og det er alt i alt blevet til en række fornuftige resultater.

Kobayashi i Sauber hentede det sidste point, foran holdkammeraten Perez. Heller ikke her blev det til meget dramatik.

Den første omgang var dramatisk, og der var nok også flere overhalinger i løbet i år, end der har været de sidste to år til sammen. Men spændende var det ikke. Nu er der heldigvis længe til de skal køre F1 på den bane igen...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Yas Marina Circuit
  • 13/11/11 - Yas Marina Circuit - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde