Formula Renault 3.5 Series   16/10/11

Kevin Magnussen en klasse nærmere Formel 1
Kevin Magnussen rykker i 2012 en klasse nærmere drømmen Formel 1.
Den kun 19-årige dansker har netop underskrevet en aftale med Carlin om at køre Formel Renault 3.5, den lynhurtige klasse under Formel 1.

For Kevin er det et naturligt valg, at rykke en klasse op sammen med det team, som han har opnået så stor succes sammen med i 2011. I det engelske Formel 3 mesterskab var Kevin den kører, der førte allerflest omgange på sin vej til andenpladsen i mesterskabet, hvor han opnåede syv sejre, det samme antal som årets mester Felipe Nasr. Sammen med Carlin har Kevin de bedste muligheder for at kæmpe med om mesterskabet. Teamet vandt i 2011 både team- og kørermesterskab og en af deres kørere Jean-Eric Vergne deltog i fredags, i Formel 1 træningen ved Koreas Grand Prix.


Kevin Magnussen i Carlins Formel Renault 3.5 på Circuit de Catalunya
(Foto: PhotoPellegrini)

Formel Renault 3.5 har tidligere fostret adskillelige Formel 1 kørere som den dobbelte verdensmester Sebastian Vettel, Robert Kubica, Jaime Alguersuari, Kamui Kobayashi, Pator Maldonado, Daniel Ricciardo m.fl. Flere, blandt andre Vettel, er gået direkte fra serien til Formel 1, så de 480 HK stærke formelbiler, der blandt andet også kører i Monaco samme weekend som Formel 1, er god forberedelse til motorsportens topklasse.

Kevin testede allerede i denne uge teamets Formel Renault 3.5, da han deltog ved den officielle test på Formel 1 banen Circuit de Catalunya ved Barcelona. Her var Kevin hurtigst på testens første dag og på anden dagen var han fjerde hurtigst, men brugte samtidig meget af dagen på at øve pitstop og andre procedurer som forberedelse til næste år. Kevins tider fra testen viste i øvrigt styrkeforholdet til Formel 1. Således var Kevins hurtigste tid kun cirka fire sekunder langsommere end den langsomste Formel 1 bil kvalificerede sig på, til dette års Formel 1 Grand Prix.

”Det er jo fantastisk at tage endnu et skridt tættere på målet Formel 1” siger en glad Kevin Magnussen. ”Jeg bliver nød til at sende en stor tak til mine sponsorer, der gør det muligt. At fortsætte hos Carlin er en drøm. Vi kender hinandens måde at arbejde på og jeg har stor tiltro til teamet og er sikker på, at vi nok skal skabe topresultater sammen i 2012. Jeg glæder mig virkelig til at køre ræs med de biler. De er så hurtige og virkelig fede at køre”.

Kevin har endnu et løb tilbage i 2011. Den 19-20. november deltager han i det prestigefyldte Formel 3 løb i Macaus gader.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Carlin Motorsport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk