World Series Karting   02/10/11

Nicolai Sylvest nummer tre
- i internationalt kartingmesterskab
Nicolai Sylvest har netop afsluttet sin deltagelse i det internationale kartingmesterskab WSK Masters, og efter den femte og sidste afdeling, der blev kørt på Viterbo-banen 100 kilometer nord for Rom, sluttede skoleeleven fra Jægerspris på en sammenlagt tredjeplads i den hårde KF3-klasse.

”Selv om vi var 70 tilmeldte kørere fra det meste af verden, så var netop tredjepladsen i den samlede stilling den målsætning, jeg havde sat mig før løbet,” fortæller Nicolai Sylvest.


Nicolai Sylvest nummer tre i internationalt kartingmesterskab.
(Foto: Sylvest Motorsport)

Efter træningerne og tidtagningen viste teenageren, at han var med, hvor gassen brændte. Han blev således noteret for tredjebedste tid, der kun var en tiendedel af et sekund langsommere end den bedste tid, der blev noteret. Desværre matchede resultaterne i de tre kvalifikationsheat ikke dette niveau. Godt nok blev det til en femte- og en fjerdeplads, men det tredje løb udløste en skuffende 31. plads efter en påkørsel i første sving efter starten.

”Jeg kvalificerede mig til finalen, men det var på en startplacering som nummer 12, og det var ikke det bedste, når dem jeg kæmpede med om podieplaceringerne alle startede foran mig,” siger Nicolai Sylvest.

”Nicolai var noget nervøs inden starten,” fortæller hans far, den tidligere DTC-mester Jesper Sylvest. ”Nerverne sad udenfor tøjet, men det kunne man ikke se, da først præ-finalen kom i gang.”

En god start sendte Nicolai Sylvest mange pladser frem i feltet, hvor han nåede frem til fjerdepladsen. Men så begyndte han at tabe fart. Motoren var blevet for varm, så det blev en kamp for at minimere tabet. To pladser tabte han, men da hans værste rivaler til den sammenlagte tredjeplads sluttede lige foran ham på fjerde- og femtepladsen, holdt Nicolai Sylvest stadig fast i tredjepladsen før finalen.

Som forberedelse til finalen blev en større køler monteret og karburatoren blev justeret, men desværre fik den lidt for meget benzin, så der manglede stadig lidt fart. Ligeledes havde teamet satset på at ændre lidt på setuppet lige inden starten, hvilket hurtigt viste sig ikke at være en god idé. Snarere tværtimod. Nicolai Sylvest måtte derfor atter kæmpe det bedste, han havde lært, og igen kørte han klogt og koncentreret, så han kom i mål på en acceptabel femteplads, hvilket opfyldte målsætningen om den sammenlagte tredjeplads i WSK Masters.


Nicolai Sylvest nummer tre i internationalt kartingmesterskab.
(Foto: Sylvest Motorsport)

Nicolai Sylvest kunne derfor afslutte sin 2011-sæson på fornemmeste vis. Året er gået over al forventning med flere heatsejre i de ca. 15 løb, han har kørt i år, og han vandt bl.a. som den første dansker nogensinde den sidste afdeling af WSK Euro Series, hvilket gav ham en samlet fjerdeplads i dette mesterskab.

”Jeg kan næsten ikke vente til næste sæson, hvor jeg arbejder på noget spændende, som jeg forhåbentlig snart kan løfte sløret for,” udtaler en smilende og stolt Nicolai Sylvest.

Sylvest Motorsport


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk