Formel 3 DE   23/09/11

Dennis Lind debuterer i Formel 3
Dennis Lind fra Roskilde returnerer til formel-biler, når han i weekenden den 1-2. oktober deltager i sidste afdeling af det tyske Formel 3 mesterskab, der afvikles på Hockenheimring. Her kommer Dennis Lind blandt andet til start mod sin danske kollega Marco Sørensen, der i øjeblikket ligger toer i mesterskabet.

Dennis Lind har i sidste øjeblik fået en aftale om at køre sidste løb for Performance Racing i en Dallara F307 med VW motor. Performance Racing har i 2011-sæsonen haft engelske Tom Blomqvist til start, en kombination der har resulteret i fire podieplacering, heraf en sejr og en nominering af Tom Blomqvist til 2011 McLaren Autosport Award, en prestigefyldt titel som tildeles engelske kørere, der har markeret sig i formel-biler.


Dennis Lind og Jason Watt ved ADAC Formel Masters Nurburgring 2011
(Foto: Jan Kaiser)

Teamet har også stillet til start med tyske Riccardo Brutschin, men på Hockenheimring bliver Dennis Lind teamets eneste kører og han får dermed al opmærksomheden fra det stærke team. Men for Dennis bliver det også en stejl lærerkurve, når han skal vende sig til den lynhurtige Formel 3 racer i et felt af stærke kørere, der alle har minimum en sæsons erfaring i rygsækken.


Dennis Lind vandt i Spider Cup på Jyllandsringen
(Foto: Jan Kaiser)

Dennis Lind startede sæsonen i ADAC Formel Masters, men han og teamet fik ikke det ønskede udbytte af sæsonen og Dennis besluttede sammen med sine managere Jason Watt og Peter Hartvig, at stille til start i to afdelinger i den danske mærkeserie Peugeot Spider Cup, medens de overvejede de fremtidige muligheder for det danske talent, der blandt andet har titler som dansk, nordisk, europæisk og verdensmester i Formel Ford. Afstikkeren til Peugeot Spider Cup gav med to sejre selvtilliden og glæden tilbage til Dennis Lind, der glæder sig til den nye udfordring.

”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Det er så mega fedt og fuldstændig overdrevet, at jeg skal køre Formel 3. Jeg har med misundelse stået og kigget på de andre Formel 3 kørere, så jeg kan slet ikke forstå, at sæsonen har taget så hurtig en drejning, at jeg nu kan debutere allerede i år. Sæsonen var langt fra gået som ventet, men mine løb og sejre i Peugeot Spider Cup har virkelig givet mig glæden og selvtilliden tilbage, så jeg er helt klar, selvom jeg godt ved, at det er en kæmpe udfordring at hoppe ind i en Formel 3 bil sidst på sæsonen. Men jeg har mange gange før været vant til, at skulle omstille mig hurtigt, så det er jeg klar til. Jeg får nogle dage sammen med teamet for at blive sat ind i bilens funktioner og vi når også at teste to dage på Pembrey i England. Der skal jeg så hurtigt som muligt, vænne mig til den megen downforce bilen genererer. Der er nogle hurtige sving og hårde nedbremsninger, så min nakke skal nok blive øm, inden jeg er færdig”.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Hockenheim
  • 02/10/11 - Hockenheim - Formel 3 DE

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde