DM Rally   16/09/11

Flere muligheder for at opleve Expo Partner Arminox Rally
Femte afdeling af Mekonomen Rally Championship køres seks forskellige steder
Der bliver masser af muligheder for at opleve den danske rallyelite i aktion, når femte afdeling af Mekonomen Rally Championship køres den 16.-17. september. Expo Partner Arminox strækker nemlig sig over et stort område. Det går fra Borre ved Kongensbro i syd til Lindum Skov ved Sønder Onsild i nord, mens de vestligste og østligste punkter bliver hastighedsprøver ved henholdsvis Rødkjærsbro og Fussingø.

Mange af aktiviteterne kommer til at foregå i Bjerringbro. Fredag eftermiddag vil der fra klokken 15 og små fire timer frem være masser af rallybiler på Torvet, hvor den tekniske kontrol finder sted. Men allerede inden, at alle rallybilerne er blevet inspireret, vil de første blive startet af Viborg Kommunes borgmester Søren Pape, der foretager den ceremonielle start klokken 17.45.

Fredag aften vil der også være to timers rallyshow i Bjerringbros sydlige industrikvarter, hvor veje som Odinsvej, Asavej og Heimdalsvej bliver taget i brug. Under hele løbet vil den store parkeringsplads ved posthuset være omdannet til serviceplads, hvor de deltagende biler vil blive serviceret i pauserne under løbet.


Publikum vil mange steder kunne følge rallybilerne på tæt hold
(Foto: fotograf Johnny Pedersen)

Den egentlige konkurrence foregår om lørdagen, hvor løbet er inddelt i tre dele, der har hvert sit geografiske fokusområde. Lørdag formiddag afvikles der således to hastighedsprøver i området mellem Bjerringbro og Randers, og de skal begge to gennemkøres to gange.

Fussingø bliver hastighedsprøven, der indleder Expo Partner Arminox Rally. Her starter deltagerne med at køre næsten to omgange på en rundbane nordvest for Ålum, inden de fortsætter på den sidste halvdel af hastighedsprøven, der går gennem skovene ved Fussingø og over Skals Å inden målet mellem Læsten og Sønderhede. Først deltager starter klokken 7.30 og 9.08.

Karmark er den anden af formiddagens hastighedsprøver, og den er placeret mellem Ulstrup og Løvskal. Deltagerne starter i Terp, kører igennem Karmark Skov fra nord mod syd og slutter ved Hjorthede. Starttidspunkterne for den første bil er sat til 8.00 og 9.38.


Flere steder køres der gennem skove under Expo Partner Arminox Rally
(Foto: fotograf Johnny Pedersen)

Det andet geografiske fokusområde ligger vest for Sønder Onsild lige mellem Klejtrup Sø og Tjele Langsø. Her finder man Lindum Skov, der også skal køres to gange, men her kommer det til at ske lige efter hinanden med en mindre pause for de deltagende hold.

Hastighedsprøven starter i Lindum, hvor Lindum Idrætsforening sørger for de mange tilskuere, som ventes at komme for at kikke på. Herfra går hastighedsprøven igennem Lindum Skov til Hvornum, hvorefter deltagerne kører gennem Tårupgård Skov til Hovgårde, hvorfra feltet returnerer i retning mod Lindum. Første bil sendes af sted henholdsvis 11.14 og 12.30.

Det tredje og sidste område i Expo Partner Arminox Rally er placeret i og ved Bjerringbro.

Industriprøven på bl.a. Odinsvej, Asavej og Heimdalsvej køres med første bil 13.58 og 15.50.

Borre ligger lige syd for Bjerringbro, og her starter deltagerne øst for Nøddelund, kører via Kraghedevej og Volshøjvej til Borridsø, hvorfor man kører til Borre, inden man slutter i Vejerslev. Starttidspunkterne for første bil er 14.14 og 16.06.

Brandstrup er det vestligste punkt i Expo Partner Arminox Rally, og her skal der køres på en rundbane nord for Rødkærsbro. Der køres ad Vindumvej, Nørremosevej, Sdr. Rind Vej, Stenhusvej og Teglværksvej. Først bil starter klokken 14.45 og 16.37.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Bjerringbro
  • 17/09/11 - Bjerringbro - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde