Formel Ford - DK   13/09/11

Podieplaceringer til Gatting og Nørtoft
Michelle Gatting fik en flot andenplads i Formel Ford-klassen ved Sensommerløbet på Ring Djursland, mens Jacob Nørtoft igen udfordrede den mesterskabsførende.

Det er sjovt at hedde Elvin Nielsen og være teamchef for Fluid Motorsport Scandinavia. I hvert fald når hans to unge racertalenter har en weekend som den netop overståede en af slagsen.

"Jeg har ikke et øjeblik været i tvivl om kvaliteten af hverken Michelle eller Jacob's evner bag et rat. Vi har haft en række uheldige weekender, men det hele spillede altså bare denne gang", fortæller han.


Michelle Gatting viste sit talent på Ring Djursland
(Foto: Gripping Media)

Tidtagningen var en ægte gyser. Med under fem minutter tilbage af tidtagningen satte Jacob hurtigste omgangstid, og Michelle fulgte godt efter med tredjehurtigste tid. Nørtoft fik dog ikke sin pole position, da mesterskabsførende Egebart i sidste sekund nåede at generobre placeringen.

Den gode tidtagning var højoktan benzin på bålet for Fluid-teamet, der søndag morgen rullede ud på en bane som var noget mere våd end forventet.

"Vi satsede på slickdæk til første heat", fortæller Jacob Nørtoft. "Jeg havde forventet at banen ville tørre op i løbet af den første halvdel af heatet, men det skete aldrig."

Vestsjællænderen kæmpede dog alt hvad han havde lært for at følge med konkurrenterne på regndæk, men et godt stykke inde i heatet løb talentet tør for... Talent.

"Ja, det gik helt vildt godt, selvom jeg var på de forkerte dæk... Altså, indtil det ikke gik så godt længere", griner Jacob, der endte første heat i sandfanget for enden af langsiden. "Det var en ærlig kørefejl, men jeg satsede på at jeg kunne bremse så sent - og det kunne jeg ikke."


Jacob Nørtoft kæmpede bravt hele weekenden
(Foto: Gripping Media)

Michelle Gatting holdt derimod sin Van Diemen-racer på den våde asfalt og kunne køre i mål på en femteplads. Ikke dårligt, taget i betragtning at dæk uden mønster på våd asfalt er noget af en håndfuld at håndtere.

Til næste heat var asfalten tørret op, og de to blå racere startede fra hhv. 5. og 6. pladsen. Allerede på første omgang avancerede Jacob til andenpladsen og lagde straks pres på den førende kører. Midt i løbet udbremsede Nørtoft den førende og overtog føringen, men den blev desværre generobret efter blot en enkelt omgang.

Michelle avancerede til tredjepladsen, hvor hun holdt sine mere erfarne konkurrenter bag sig til målstregen, og sikrede dermed sin første top tre-placering siden hun skiftede til Formel Ford.

Ved eftermiddagens sidste heat skulle Jacob ellers have startet fra pole position, men han måtte starte fra pitten, da han ikke nåede at stille til start før pitten lukkede. Til gengæld startede Michelle derfor fra en andenplads, som hun formåede at holde hele løbet igennem, trods en periode med massivt pres fra Elliot Winther.

"Elliot pressede godt på i starten, og han gav ikke op på noget tidspunkt", fortæller klassens kvindelige kører. "Men det gjorde jeg heller ikke, og på et tidspunkt lod han sig falde lidt tilbage, og så gjaldt det mere eller mindre om at få bilen i mål."


Begge kørere kom på podiet i løbet af weekenden
(Foto: Gripping Media)

Jacob præsterede en flot opkørsel fra sidstepladsen til tredjepladsen, kun små fire sekunder fra teamkollegaen.

Det var derfor en glad teamchef, der søndag eftermiddag kunne gøre status over weekendens forløb:

"Vi fik bevist, at både Jacob og Michelle besidder den rette mængde talent til at nå langt", siger Elvin. "Det var ærgerligt at Jacob ikke fik sin sejr i andet heat, men han viste talentet i sidste heat med en flot opkørsel igennem feltet."

"Michelle fik endelig de podieplaceringer, som hun har gjort sig fortjent til, og ser man på hendes omgangstider, er man ikke i tvivl om at hun kan nå langt. Hun viste virkelig hvad hun står for i weekenden, så jeg tror ikke at det er den sidste pokal, hun snupper i år."

Næste løb køres om to uger på Sturup Raceway, der ligger blot tyve minutters kørsel fra Øresundsbroen.

Gripping Media ApS


 
Reklamer

Peugeot Roskilde


Peugeot Holbæk