WTCC   02/09/11

Michel Nykjær genoptager VM-kampen
Efter fem ugers sommerferie fra de udenlandske racerbaner genoptager Michel Nykjær i weekenden kampen om verdensmesterskabet for standardvogne. På racerbanen udenfor Valencia i Spanien køres den niende af årets 12 VM-afdelinger, og det er en velkendt bane for racerkøreren fra Næstved.

”Valencia-banen kørte jeg på sidste år, og det, at jeg kender banen og har den i hovedet, gør, at jeg kan forbedre mig. Sidste år havde vi en dæktest dagen efter løbene, og her forbedrede jeg mine tider, så i år skal jeg også kunne forbedre mig i forhold til sidste år,” siger Michel Nykjær.

”Blandt privatkørerne kæmper vi mod BMW-kørerne, og her kunne vi sidste år se, at banen ikke var så god for BMW’erne. I sommerpausen er der sket en opdatering af min bil, så jeg tror, at jeg har gode chancer i år, og min teamchef vurderer også, at vi kan få et godt resultat.”


Michel Nykjær kører i weekenden på banen ved Valencia.
(Foto: FIA WTCC)

Før løbet på Valencia-banen indtager køreren fra Pole Position Denmark sjettepladsen i kampen om privatkørernes VM, men han er faktisk tættere på toppen, end den aktuelle placering antyder.

”Jeg er bare ti point efter etteren, så efter weekenden håber jeg på at være tættere på etteren, hvis jeg da ikke kan være foran,” siger Michel Nykjær, der i ugen op til løbet tester i netop Spanien. Det sker under nogle markant anderledes forhold end dem, han ellers har oplevet i årets europæiske VM-løb.

”Det er meget varmt nu i Spanien, og det er det, jeg har været mest bange for,” indrømmer han. ”Sidste år følte jeg, at det var ulideligt varmt, men jeg er ikke så urolig som sidste år. Det gælder om at få nogle point på kontoen i denne weekend. Kan jeg komme mellem nummer 5 og 10 i den første tidtagning, kommer jeg ikke bare videre til den anden tidtagning, men jeg vil også være med fremme, når man vender de ti første rundt. Tidtagningen er bare så vigtig i motorløb.”

Pole Position Denmark


Læs mere om:
  • Michel Nykjær
  • Pole Position Denmark
  • Valencia - Ricardo Tormo
  • 04/09/11 - Valencia - Ricardo Tormo - WTCC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk