Special Saloon   30/08/11

Succes trods vanskelige vejrforhold
Aquila-køreren Claus Christensen havde nok at se til ved årets Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Regnbyger komplicerede løbene for sidste års Special Saloon Car-mester.

Sæsonen indtil nu har næsten kun budt på sejre for den aarhusianske malermester, der til 2011-sæsonen skiftede sin Porsche 997 GT3 ud med en danskbygget Aquila CR1 LS7. Den rendyrkede racerbil har kørt konkurrenterne agterud, men ved årets største motorsportsweekend spillede vejrguderne ind.

Efter en vellykket træning skulle Special Saloon Car-feltet køre tidtagning lørdag formiddag. Den skulle vise sig at blive hektisk for det østjyske team.

"Da jeg kørte på banen, kunne jeg se at vi havde valgt forkerte dæk", forklarer Claus. "Så jeg måtte hurtigt i pit og have skiftet dæk, og da jeg kom tilbage på banen, var der safety car. Til sidst havde jeg to omgange til at sætte en hurtig tid - og den kom så på absolut sidste omgang!"


Trods problemer fik Claus Christensen gode point med fra Grand Prix Danmark
(Foto: Gripping Media)

Efter den hektiske - og succesfulde - tidtagning, kunne Claus starte første heat fra forreste startplacering.

Da søndagens første heat startede, begyndte regnen at stå ned over banen - og alle biler var startet på tørvejrsdæk. Det var dog ikke den største udfordring for den førende kører:

"Jeg kunne med det samme mærke i bilen, at noget ikke fungerede rigtigt", fortæller Claus. "Der var understyring for alle pengene, når jeg gav gas ud af svingene, så bilen var næsten umulig at køre." Det blev alligevel til en tredjeplads i løbet, der også blev præget af at bilen kørte med tørvejrsdæk i regnvejr.


Den Valvoline-sponserede Aquila CR1 LS7 gav konkurrenterne baghjul
(Foto: Gripping Media)

Lørdag aften blev fejlen fundet; spærredifferentialet havde sat sig fast, men et par timers arbejde fra teamets mekanikere fik løst problemet.

Weekendens andet heat skulle vise sig at byde på lige så drilske forhold. Her startede Claus fra andenpladsen, men allerede før første omgang var overstået, lå den Valvoline-sponserede Aquila forrest i feltet.


Claus Christensen i front af Special Saloon Car-feltet
(Foto: Gripping Media)

Der gik dog ikke mange omgange, før regnen atter gjorde racerløbet til et spørgsmål om overlevelse frem for en kamp om placeringer. Denne gang kunne førstepladsen til gengæld holdes med et forspring på ti sekunder til nærmeste konkurrent.

"Bilen kørte stadigvæk ikke optimalt, men den var til at få igennem svingene", siger Claus, der ikke er i tvivl om hvem, hæderen skal gå til:

"Jeg er stolt af det team af mekanikere og hjælpere, vi har med. De klarer alle udfordringer og er hele tiden parat til at yde det maksimale. Det er den vigtigste del af et succesfuldt racing team."

CC Racing
Gripping Media


Læs mere om:
  • Claus Christensen
  • Jyllandsringen
  • 28/08/11 - Jyllandsringen - Special Saloon - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk