Jesper Bisted er fuld at motivation og kampgejst, når kampen om Danmarksmesterskabet i rally genoptages i weekend. Caramba Rally køres fredag og lørdag omkring Slagelse, og rallykøreren fra Oens glæder sig til atter at skulle køre et løb på Sjælland. Han havde nemlig succes, sidste gang han gæstede landsdelen. ”Vi kørte et rallysprint i Gammelrand, og det gik rigtig godt, for her fungerede bilen bare perfekt. Nu ved vi, at materiellet virker, så vores forhåbninger er høje,” siger Jesper Bisted, der atter har Leif Heick med som co-driver i weekendens løb.
Duoen ligger godt til i 2WD-klassen. Godt nok deler de den sammenlagte fjerdeplads med to andre mandskaber, men der er kun tre point op til holdet på tredjepladsen.
”Vi fik bilen til at køre perfekt til det seneste DM-løb, hvor vi desværre var så uheldige at tabe frontklappen, men ud over at reparere den skade, har vi ikke skullet gøre andet ved bilen,” forklarer Jesper Bisted.
Caramba Rally foregår over seks hastighedsprøver, der skal køres to gange, og her peger rallykøreren på en hastighedsprøve som særdeles vigtig.
Jesper Bisted og Leif Heick er klar til Caramba Rally (Foto: Bisted Motorsport)
”Prøven på kasernen bliver altafgørende,” siger han. ”Det er en god prøve. Den har nogle teknisk krævende passager gennem et skovstykke, og så er der grus på. Den har det hele. Den er også den længste prøve i løbet, og da vi først skal køre den om eftermiddagen, tror jeg, at vi om formiddagen vil se tingene lidt an, og så tager vi tingene derfra.”
Men selv om Jesper Bisted ikke vil angribe fra start, agter han ikke at deltage i Caramba Rally som fyld.
”Vi har en målsætning om at komme i top 3 i vores klasse. Kan vi det, så er vi i hvert fald tilfredse,” siger Jesper Bisted, der også ved, at konkurrencen bliver hård.
”De værste konkurrenter bliver nok Kim Wentzel og Simon Vallentin, da det er deres hjemmebane, så de har nok planer om at vinde. Men det har Anders Rygaard også, og det er tre skrappe kørere. For os bliver det vigtigste nok at stole på bilen og turde bruge den. Gør vi det, så kan vi også følge de andre.”
Bisted Motorsport Læs mere om: Jesper BistedLeif HeickSlagelse20/08/11 - Slagelse - DM Rally - DM |