Rally Sprint   12/08/11

Peugeot Sport Dealer Team DK går efter sejren
- i Tvilum Rallyshow i Fårvang
Sommerferien er overstået for Peugeot Sport Dealer Team DK, og rallyholdet har sat fokus på næste store udfordring. Det er det traditionsrige Tvilum Rallyshow i Fårvang, og ved fredagens løb er der kun en målsætning, der gælder. Det er sejr.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vinde det løb,” siger Christian Jensen fra nabobyen Ans. ”Men det er der sikkert også mange andre, der gør.”

”Christian kommer i hvert fald ikke til at vinde. Det er sikkert,” tilføjer teamkammeraten Ib Kragh fra Juelsminde. Han har flere gange tidligere vundet i Fårvang. ”Jeg tror, at jeg har en bedre bil end sidste år, så jeg tror, at det bliver en tæt kamp.”


Christian Jensen satser på at gøre det en tand bedre end sidste år.

”Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan,” replicerer Esben Hegelund fra Hadsten – køreren i den tredje Peugeot 207 Super 2000 i teamet. ”Jeg har jo med min sejr i Høje Tåstrup bevist, at jeg har en fantastisk bil til sådan et rallysprint, men denne gang kommer mine to teamkammerater og Brian Madsen også med.”

Tvilum Rallyshow afvikles med en ordinær konkurrence over tre indledende heats. De 20 bedste kørere herfra går videre til den afgørende finale. Det er her, at aftnens vinder i Fårvang vil blive fundet.


Ib Kragh vundet sine to seneste starter i DM. Kan han også vinde i Fårvang.
(Foto: Henrik Simonsen / Dansk Rally Foto)

”Jeg skal helst starte ligesom sidste år, hvor jeg vandt de tre indledende heat, men så skal jeg gøre det bedre ved også at vinde finalen,” siger Christian Jensen. ”Det gælder om at ramme dagen rigtigt, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil prøve at vinde. Det er et lokalt løb. Vi har mange af vores sponsorer som gæster, og så er det et løb med en lang Hall of Fame over vindere. Den vil jeg gerne blive en del af.”

Ib Kragh har sit navn stående tre gange på sejrslisten, men han vil ikke satse hele butikken for at få det med for fjerde gang.

”Jeg vil gerne vinde i Fårvang, men jeg vil hellere have de 20 DM-point for en sejr i Slagelse i weekenden efter, så jeg vil køre efter at gøre det så godt som muligt,” siger han. ”Der er en helt speciel atmosfære i Fårvang, men banen er snæver, og man godt komme til at ramme nogle af afmærkningerne, men vi må bare køre efter forholdene.”


Hegelund har vundet et rallysprint i år i sin Peugeot 207 Super 2000.
(Foto: Henrik Simonsen / Dansk Rally Foto)

Mens Christian Jensen og Ib Kragh har flere års erfaring med at køre på den snævre bane i Fårvang med en firhjulstrukket rallybil, er det første gang, at Esben Hegelund skal prøve det.

”Jeg har kørt der to gange før i min baghjulstrukne BMW, men Peugeoten har både firhjulstræk og er kortere, så jeg er ikke i tvivl om, at det er en bil, der kan vinde. Men det bliver jeg jo nok ikke ene om at bestemme,” siger han. ”Den bane i Høje Tåstrup, hvor jeg vandt, kunne der være mere fart på. Fårvang er mere snævert, men til gengæld er der ingen tvivl om, at det er et løb, der er fantastisk for publikum.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Fårvang
  • 12/08/11 - Fårvang - Rally Sprint

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde