CHGP   05/08/11

Familiefest i Fælledparken
CHGPCopenhagen Historic Grand Prix 2011
Når Copenhagen Historic Grand Prix finder sted i Fælledparken i København i den kommende weekend (d. 6.-7. august), er der ikke alene tale om historisk racerløb med nogle af de fineste klassiske racerbiler.

Grand Prix’et har udviklet sig til også at være en kæmpemæssig familiefest, hvor generationer i fællesskab kan dele glæden ved at opleve og genopleve motorsportshistorien – og sammen dele ud af viden, erfaringer og fornøjelsen ved at se biler fra ”da morfar var ung”, kørt af såvel levende legendariske racerkørere som nutidens racerstjerner.

Børn gratis adgang
Arrangørerne medvirker aktivt til at gøre familiefesten økonomisk mulig. Børn og unge under 14 år kommer gratis indenfor på løbsarealet i følge med voksne og dermed bliver familiens budgetkonto ikke lagt i grus, blot fordi storfamilien skal til motorløb. Det koster såmænd kun 300 kroner for en voksen at få adgang til en hel dags underholdning (500 kroner for hele weekenden) – børn kommer som nævnt gratis med – og foruden motorløbene på den 2 kilometer lange racerbane på Nørre Allé og omegn vil der være masser at se på i de åbne ryttergårde fordelt på de tilstødende veje og pladser.


Dominik Farnbacher (tv) fra Tyskland og danske Allan Simonsen blev nr. 2 i LMGT2 klassen i 24-timers Le Mans. D. 6.-7. august skal de dyste imod hinanden i Royal ProAm klassen ved Copenhagen Historic Grand Prix

Mercedes, Porsche, Jaguar etc.
Mercedes-Benz holder 125 års jubilæum, og der vil kunne ses adskillige klenodier fra den velrenommerede tyske bilfabrik. Hollandske State-of-Art vil være på plads med sit fornemme setup af legendariske Porsche biler, som køres af tidligere verdensmestre, Le Mans vindere og Formel 1 kørere. Jaguar-klubben er på plads med stribevis af klenodier og meget, meget mere…

Opbygningen af racerbanen i Fælledparken er allerede begyndt. Fredag eftermiddag klokken 13 lukkes Nørre Allé for almindelig ”civil” trafik. I løbet af få timer er racerbanen klar til at blive kørt på og allerede fredag eftermiddag vil interesserede kunne vejre motorløbsduft især på Rådhuspladsen i København, hvor et antal af de spændende klassiske biler bliver udstillet.

Royal ProAm for alle aldersgrupper
Listen af racerkørere er lang og det samme er listen af spændende biler, hvor interessen især samles omkring Royal Pro Am kategorien, pænt fordelt på publikums aldersgrupper.

De yngste vil nok falde pladask for tyske Dominik Farnbacher og danske Allan Simonsen. De to unge kørere deltog i 24-timers Le Mans sammen, både i fjor og i år. Sidste år kørte de deres Hankook Ferrari i mål på 2. pladsen i deres klasse, helt så godt gik det ikke i år, hvor de udgik midtvejs, men i Fælledparken er de friske til at dyste – mod hinanden! For Farnbacher skal køre en BMW 2002 sammen med Henrik Sørensen, mens Allan Simonsen skal køre en tilsvarende bil sammen med Lars Eegholm. Det bliver et løb i løbet!

Legendariske mesterkørere
Det ældste publikum har nok lettere ved at identificere sig med kørere som de tidligere rallyverdensmestre, Björn Waldegaard og Stig Blomqvist fra Sverige på 67 hhv. 65 år. Eller multi-Danmarksmesteren og den tidligere Europamester (17 gange Danmarksmester og én gang svensk mester!), Erik Høyer, der stadig er aktiv trods sine 72 år.

Britiske David Piper har desværre meldt afbud i sidste øjeblik, men med en alder på 80 år er han undskyldt. Det gør det måske lettere for den aldersmæssige ”mellemgruppe” at gøre sig gældende. Det er hér vi finder kørere som Tom Kristensen, Emanuelle Pirro, Casper Elgaard, Jan Lammers, Michel Nykjær og måske især den danske ”motorprins”, HKH Prins Joachim.


Casper Elgaard er vild med race. I 2009 vandt han klassesejr i 24-timers Le Mans og i weekenden d. 6.-7. august skal den også 4-dobbelte DTC-mester dyste mod andre racerstjerner i Copenhagen Historic Grand Prix

Race for Riget
For publikum er der også mulighed for at komme ud at køre med en af racerstjernerne i deres fine biler. Man kan købe sig til et par omgange på den spændende racerbane og overskuddet går ubeskåret til børneafdelingen på Rigshospitalet, der som bekendt er nabo til Copenhagen Historic Grand Prix.

Det er stadig muligt at købe billetter til Copenhagen Historic Grand Prix på Billetnet, men ellers er der billetsalg på løbsdagene ved indgangene til Fælledparken på Vibenhus Runddel, på Østre Allé ved Parken og ved Universitetsparken/Jagtvej. Yderligere information kan findes på arrangørernes hjemmeside: www.chgp.dk.

Tidsplan

Lørdag d. 6. august 2011:
08:30: Tidtagning
13:55: Race 1
14:55: Royal ProAm Race
18:00: Sidste race afsluttes
Søndag d. 7. august 2011:
08:30: Tidtagning
12:30: Race 1
14:00: Royal Pro/Am
17:20: Sidste race afsluttes

Deltagerliste Royal ProAm
Pro kører Am kører Bilmærke
Dominik Farnbacher (GER) Henrik Sørensen (DEN) BMW 2002
Allan Simonsen (DEN) Lars Eegholm (DEN) BMW 2002
Emanuelle Pirro (ITA) Jan Heiselberg (DEN) BMW 2002
Peter Lieb (GER) Alex Thomsen (DEN) Porsche 911 S
Erik Høyer (DEN) Benny Rasmussen (DEN) Ford Escort 2,0
Tom Kristensen (DEN) Jan Andersen (DEN) Ford Escort RS1600 BDA
HKH Prins Joachim (DEN) Tommy Kjehr (DEN) Ford Escort RS1600 BDA
Ronnie Bremer (DEN) Stefan Winquist (DEN) Datsun 240
Åke 'Bryggarn' Andersson (SWE) David Schenkel (GER) Porsche 911 S
Casper Elgaard (DEN) Lars Andersen (DEN) Porsche 911 S
Björn Waldegaard (SWE) Mads Jensen (DEN) Porsche 911 ST
Stig Blomqvist (SWE) Kim Clausen (DEN) Porsche 911 S
Jan Lammers (HOL) Ralf Oehme (GER) Alfa-Romeo GTAm
Lars Erik Nielsen (DEN) Klaus Bodilsen (DEN) Ford Escort 2,0
Michel Nykjær (DEN) Christian Nordal (DEN) Ford Mustang
Nigel Hulme (GBR) Kenneth Person (DEN) Ford GT40

CHGP


Læs mere om:
  • Fælledparken
  • 07/08/11 - Fælledparken - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde