ADAC Formel Masters   11/07/11

Fremgang for Dennis Lind
Til trods for, at podieplaceringerne udeblev, havde Dennis Lind, der kører for ma-con, sin hidtil bedste weekend, da fjerde afdeling af ADAC Formel Masters blev afviklet på Nürburgring i weekenden. I den stærke formel klasse kørte Dennis tre pointgivende placeringer hjem i de tre løb, hvor han fik en fjerdeplads og to sjettepladser med hjem.

Dennis har tidligere i år kørt to podiepaceringer hjem, men det til trods, var det unge talent ikke i tvivl om, at der for denne weekend var flere positivt aspekter at bygge videre på.


Dennis Lind nærmer sig fronten i ADAC Formel Masters.
(Foto: Jan Kaiser)

”Der var masser af fremskridt i denne weekend” sagde Dennis Lind søndag eftermiddag. ”Vi har fundet lidt tid i kvalifikationen og i løbene var jeg hele tiden tæt på top tre. I første løb var jeg med i top tre, men mistede en placering og blev firer. I løb to lå jeg igen på en tredjeplads, men tre omgange fra mål lavede jeg en kørefejl og spandt rundt. Der var spildt lidt kølervæske på banen, men da ikke andre røg af på det, må jeg desværre nok betragte det som min egen fejl. I tredje løb havde jeg farten, men det var desværre på de steder, hvor man ikke kunne overhale. Så det blev et kedeligt løb uden mange ændringer i placeringerne. Men jeg er positiv og glæder mig over, at vi nu er mere konstante og på rette vej og nærmer os fronten. Der hvor vi havde forventet at være allerede fra sæsonstarten”.


Dennis Lind og hans manager Jason Watt kigger på data fra den tyske bane.
(Foto: Jan Kaiser)

Dennis Linds manager, Jason Watt, var med på den tyske bane i Eiffelbjergene. Også han så masser af fremskridt for sin protege.
”Det var dejligt at se, at Dennis var med i toppen. Med en smule held, så havde han også fået et par pokaler med hjem. Nu mangler vi bare, at ma-con finder den fart, som Mücke og Motopark har fundet i deres biler og så er jeg sikker på, at vi kommer til at se topresultater fra Dennis”.

Næste løb i ADAC Formel Masters er den 12-14. august på Red Bull Ring i Østrig.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • ma-con Motorsport
  • Nürburgring

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde