1600 Challenge   01/07/11

Overvægt er ikke optimalt
Frederik Vodder led under 60 kg ballast i bilen, da 1600 Challenge-køreren kørte på Padborg Park.
Får man succes i motorsport, bliver man belønnet med pokaler og en ekstra udfordring: flere kilo bly i bilen. Den tungere bil giver anderledes - sjældent bedre - køreegenskaber og ikke mindst en dårligere acceleration. Det måtte Frederik tage med efter en fantastisk weekend på Ring Djursland, hvor han høstede en 2. og 3. plads.

"Jeg kom til Padborg Park med 60 ekstra kilo bly i bilen", fortæller Frederik, der på forhånd var bekendt med udfordringens omfang. "Så lille en bil som min VW Lupo bliver meget påvirket af sådan en ballast, så vi vidste godt at det ville blive en hård omgang."


På trods af vægten havde Frederik god fart i bilen.
(Foto: Gripping Media)

I tidtagningen var overvægten et synligt problem. Frederik kørte blot 13. hurtigste omgangstid; ikke just det niveau, Roskildedrengen har præsteret siden sin debut i klassen. Trods resultatet var køreren selv ikke overrasket:

"Det siger næsten sig selv, for jeg var tydeligt langsommere på langsiden", fortæller han. "Jeg må bare gøre hvad jeg kan for at det ikke koster for meget - og så er det jo god træning!"

Den sort-orange Lupo fik lov til at yde hvad den kunne da første heat gik løs. Løbet var præget af en række sammenstød og afkørsler, men Frederik styrede udenom og kunne køre en 6. plads hjem.


Der blev kørt tæt i 1600 Challenge.
(Foto: Gripping Media)

I weekendens andet heat blev den lille Lupo til gengæld brugt mere end hvad godt er. Nærkontakt med en konkurrent endte med at koste en knækket trækaksel, og dermed sluttede det sidste heat før sommerpausen tidligere end forventet.

"Vi kørte tæt og kæmpede om placeringerne, og så fik vi lavet kontakt", fortæller Frederik. "Det fik slået lidt til bilen, så jeg måtte stoppe før tid - ærgerligt, men det er jo vilkårene, når man vil fremad", smiler han.


Der er lidt arbejde til pladesmeden før næste løb.
(Foto: Gripping Media)

Med første halvdel af sæsonen vel overstået, kan Frederik nyde sommerferien fra en flot fjerdeplads i mesterskabet, mens han har taget en markant føring i Rookie-mesterskabet.

FrederikVodder.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 26/06/11 - Padborg Park - 1600 Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk