207 Spider Cup DK   29/06/11

Pokaler og ingen buler
207 Spider CupFor ikke så lang tid siden var Lasse Bulemand Jakobsen kørt den lange vej fra Thisted til Padborg, hvor Danmarks absolut fladeste racerbane er beliggende. Dengang var vejrguderne ikke venligt stemt, og det så ikke meget bedre ud, da den nordjyske karavane i denne weekend ankom lørdag eftermiddag. Søndag morgen burde have været med guld i mund efter vejrudsigten, men en drivvåd bane og støvregn i luften gav rynkede bryn.
Skulle man begynde at ændre opsætning til regnvejr, eller satse på at det ville klare op?

Da Lasse rullede ud til træningen var der stadig lidt fugt i luften, men banen var begyndt at tørre op, så efter nogle omgange var der kommet greb i dækkene. Forholdene blev bedre og bedre og sammenholdt med erfaringerne fra sidst blev omgangstiderne drastisk forbedret. Da træningen var slut, havde Lasse været hurtigst og med et halvt sekund til nærmeste forfølger, var han tændt til tidtagningen.

I de to timer mellem træning og tidtagning var forholdene blevet en anelse bedre, men Bulemanden måtte hurtigt erkende, at konkurrenterne lige var en anelse bedre til at udnytte forbedringen. I en sport, hvor marginalerne opgøres i tusindedele af et sekund, er man tvunget til at satse, hvis man vil være forrest, og det gjorde Lasse – desværre uden det fornødne held, så han måtte affinde sig med fjerdepladsen og en startplacering i anden række.

”Det er både godt og ondt at få baghjul af to unge knægte, men de gør jo bare det samme som jeg gjorde i mine unge dage. Faktisk så glæder det mig, at de ikke bare holder tilbage i respekt for alderdommen, men udfordrer mig på lige vilkår”, kommer det lidt eftertænksomt fra Lasse.


Lasse Bulemand (th) og Rasmus Wendelboe (tv) i tæt løb.
(Foto: Gripping Media)

Over middag blev feltet linet op til start, og da flaget gik kom alle fint af sted i samlet flok. Der var ingen tumult at udnytte i første sving, og Lasse måtte derfor nøjes med at lægge pres på klassens Benjamin, Rasmus Wendelboe, der var faldet lidt ned i feltet. Det blev en virkelig flot dyst, der strakte sig over hele løbet med bremsedueller, kørsel side om side gennem svingene og positionsskift. Da en af de forankørende udførte en pirouette for enden af langsiden forstyrrede det ikke opvisningen, men bragte bare de to kamphaner tættere på den førende bil. Midt i løbet lykkedes det Lasse at passere Rasmus, som nu brugte tre omgange på at tilbageerobre pladsen. Det holdt dog kun en enkelt omgang, så var Lasse tilbage på andenpladsen, hvor han satte en slutspurt ind for at fange Morten Jensen i den førende bil. Det lykkedes i sidste sving inden målstregen, hvor den elektroniske tidtagning viste en forskel på en tiendedel sekund i Lasses favør, og dermed var årets første topplacering i hus.

”Stor ros til Rasmus for et godt race. Det var sjovt og han var ikke nem at komme forbi. Nu skal jeg prøve at holde ham bagved i næste heat, så måske får jeg kam til mine sparsomme lokker,” kommer det med et stort grin.

Starten til andet heat forløb fuldstændig efter ”Lærebog for racerkørere”. Lasse kom først til første sving skarpt forfulgt af Rasmus, som hurtigt valgte at satse på de sikre point fra andenpladsen, og den rækkefølge holdt helt til mål. Det var for publikum måske ikke det mest ophidsende løb at følge, men for Lasse var der absolut ingen pusterum.

”Han var jo over mig hele tiden og lurede kun på, at jeg skulle lave en lille fejl. Der var under et halvt sekunds forskel på målstregen, så han kørte igen et perfekt løb og fik det maksimale ud af det.”


Tak for et par gode løb til Rasmus Wendelboe (th) og Allan Olsen (tv).
(Foto: Gripping Media)

For Lasse var det også en perfekt weekend. Med maksimum point og en uheldig tabelfører, som ikke fik så mange point, er der nu kun 21 points forskel. Der mangler at blive fordelt 120 point efter sommerferien, så nu er debuttanten Lasse Bulemand pludselig med i kampen om mesterskabstitlen. Næste løb bliver på FDM Jyllandsringen den sidste weekend i august, når portene åbnes for Grand Prix Danmark. Inden da vil familien holde lidt fri inden den længe ventede familieforøgelse.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Lasse Jakobsen
  • Padborg Park
  • 26/06/11 - Padborg Park - 207 Spider Cup DK - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde