DM Rally   24/06/11

Pilgaard Motorsport med helt fremme
Der blev i den netop forgangne weekend som bekendt kørt endnu en afdeling af det danske mesterskab i rally, og det var med Pilgaard Motorsport i en markant rolle med flere top 3 tider – generelt vel at mærke.

Da teamets Mitsubishi Evo 9 blev indkøbt i vinterhalvåret var forventningerne til den nye bil store, og bilen har mere end indfriet disse. Godt nok drillede teknikken ved sidste afdeling, og satte teamet ud af spillet før tid, men der var hele vejen igennem gode takter.

Disse takter fortsatte og denne gang holdte bilen helt til målstregen – ganske som forventet. Teamet lagde forsigtigt ud i det meget glatte og våde føre, for hellere komme helt i mål end komme hjem med en halv bil.
Der var da også stort mandefald blandt de mere end 60 startende biler, og arrangørerne så sig desværre nødsaget til at korte en del af løbet grundet de meget våde forhold, som der blev budt på fra oven.

Over middag blev der dog længere mellem bygerne, og Jens Christian klemte lidt hårdere på pedalen længst til højre. Dette kastede da også straks resultater fra sig, og på nogle af dagens sidste prøver var der top-3 tider fra teamet.

Set i det bakspejl, som man sjældent bruger i en rallybil, kunne teamet godt have spændt kablet lidt mere fra første prøve, men resultatet ved løbets slutning viste en generel 6.-plads. Den placering ligger højere end teamet havde turdet håbe på inden sæsonstart, men der er naturligt nok ingen klager over dette.

Nu går teamet på en kort sommerferie, og pausen inden næste afdeling skal bruges til at gøre bilen klar inden næste afdeling som køres i Slagelse d. 20. august. Teamet holder i øvrigt ferie på en solid andenplads i Gruppe N mesterskabet, så mon ikke der venter en ekstra øl på terrassen en af de kommende sommerdage.

Søren Toft


Læs mere om:
  • Sønderborg
  • 18/06/11 - Sønderborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk