Clio Cup - DK   22/06/11

Bedre held næste gang
Clio CupChristian Siepmann fik ikke indfriet sine ambitioner for weekenden, da Tegee-Dan Clio Cup kørte på Ring Djursland.
Den aarhusianske Clio-kører havde ellers sat sig for at være med i kampen om pokaler, når feltet skulle dyste på den kuperede racerbane på Jyllands næse. Det blev dog ikke til topplaceringer i den indledende tidtagning lørdag eftermiddag, hvor Christian måtte nøjes med sjette hurtigste omgangstid - en tid, der trods alt gav fjerde startposition til første heat.

Da den fragtmandsblå Renault Clio holdt klar til start på første heat sammen med resten af feltet, blev der imidlertid tilføjet ekstra udfordringer til løbet. En kort regnbyge gjorde banen våd, og da alle kørerne var stillet til start på tørvejrsdæk, var der lagt op til en reel dyst på talent og selvbeherskelse.


Regnen overraskede på Ring Djursland.
(Foto: Gripping Media)

"Det gik ellers meget godt", fortæller Siepmann. "Jeg lå på fjerdepladsen og hang ret godt på de forankørende, men da Jan Engelbrecht snurrede i venstresvinget for enden af Trapperne, trillede han lidt baglæns, og dér kom jeg altså. Det kostede mit venstre hjulophæng, og bremseslangen blev også revet over - fandt jeg ud af i Depotsvinget."

Ved nedbremsningen til Depotsvinget gik bremsepedalen i bund, og Siepmann måtte finde en anden måde at stoppe bilen på. En tur over græsset og en sidelæns parkering på en græsvold blev enden på første heat - og ekstra arbejde til mekanikerne.

De ivrige mekanikere sørgede hurtigt og effektivt for at få den fragtmandsblå racer klar til kamp igen, og udskiftningen af forhjulsophæng blev til et underholdende indslag for sponsorerne under frokosten.


Mekanikerne beviste deres værd mellem søndagens to løb.
(Foto: Gripping Media)

Weekendens sidste heat blev aldrig helt så godt som håbet. "Jeg syntes egentlig selv at der var god fart i bilen, men de forreste satte et meget højt tempo, som bare ikke var til at hamle op med", forklarer Siepmann, der også erkender at den relativt lille erfaring med banen også har noget at sige.

"Pointmæssigt har weekenden ikke levet op til forventningerne", konstaterer Christian. "På den positive side har mekanikerne virkelig vist at de ikke kun kan sætte bilen op; de kan også reparere den i en fart, når det er nødvendigt!"


Næste løb bliver på den tidligere F1-bane, Zandvoort i Holland.
(Foto: Gripping Media)

Om to uger drager hele Tegee-Dan Clio Cup-feltet til Zandvoort, den tidligere Formel 1-bane ved Hollands kyst. "Det bliver en spændende tur for hele teamet; det er helt nyt at skulle køre på så stor og hurtig en bane, så der bliver meget at se, lære og opleve!", fortæller Christian.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 19/06/11 - Ring Djursland - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk