Special Saloon   03/06/11

Race på grænsen
Efter sæsonpremieren på FDM Jyllandsringen for en måned siden har de danske racerbaner ikke nydt godt af den mest spændende klasse i dansk motorsport, Special Saloon Car.
Sidste weekend blev anden afdeling i årets kamp om mesterskabet afviklet på Padborg Park under noget skiftende vejrforhold.

Siden sidste løb havde Jørgen Hansen fra Fjenneslev været en tur på Ring Knutstorp i Sverige for at finde en god opsætning. Logikken var, at kan bilen køre på en snoet og kuperet bane, så må den også kunne køre på en flad bane med lange, lige strækninger. Det er bare ikke altid, at ræsonnementet holder i den virkelige verden, og det måtte holdet erkende, da man kørte den første træning ved middagstid lørdag. Med mere end tre sekunder op til den hurtigste bil var udsigterne for tidtagning og løb næsten lige så mørke som himlen over grænselandet.

Heldigvis kom Michael ’Stråtækker’ Jakobsen forbi, og han havde netop erfaring med opsætning af sin egen Porsche fra DEC-løbene på Padborg Park, så der blev givet nogle gode råd.
Skyerne fortsatte med at trække sammen, og ganske som med en våd svamp begyndte de også at give vand fra sig. Jørgen kørte på banen med den nye opsætning og brugte et par omgange til at føle bilen på tænderne og få tillid til opsætningen, men det viste sig, at det hele virkede.

”Jamen, det var jo helt fantastisk, så stor forskel der var på bilen før og efter. Det reddede vores dag, for nu stod vi lige pludselig med en opsætning, som duede og kun behøvede nogle små justeringer”, fortæller Jørgen med entusiasme i stemmen.


Race i regnvejr.
(Foto: Gripping Media)

Kvalifikationen rakte til en fjerdeplads og under de forhold med regn og ny opsætning var det et tilfredsstillende resultat. Et par timer senere skulle første heat køres og trods et par perioder med antydning af opklaring, fortsatte regnen med at strømme ned over banen.

Starten var ikke helt perfekt, og Jørgen måtte finde ind på plads bag Claus Christensens Aquila, som han i det store og hele kunne følge banen rundt, men ikke havde overskud til at overhale.
”Jeg kunne se, at der måtte være noget galt med hans bil, for min forrude var dækket af en blanding af motorolie og vand, og det blev lidt for spændende til mig.”
Jørgen lod sig falde lidt tilbage og kunne derfra i ro og mag køre en sikker andenplads hjem.

Søndag var det om ikke ligefrem flot sommervejr, så i det mindste tørvejr. Igen ændrede mekanikerne opsætningen i tråd med stråtækkerens råd og sendte Hansen på banen til andet heat.
”Sådan en Porsche starter som en sten, der er skudt af sted med en slangebøsse, når alting går rigtigt for sig”.
Trods sine mange år i motorsporten er Jørgen tydeligt imponeret over det afsæt, der sendte ham i front foran den bomstærke Aquila.


Fordi man er forrest, skal man ikke køre en omvej.
(Foto: Gripping Media)

Tilliden til opsætningen kom hurtigere denne gang, men det lykkedes alligevel Claus at køre forbi i en olietåge, inden motoren opgav ævred. Jørgen kunne overtage førstepladsen og holdt den helt til mål uden på noget tidspunkt at være truet.

Det blev en forrygende weekend, hvor arbejdet med bilen og dens opsætning gik frem med stormskridt. Holdet glæder sig allerede til næste weekend, hvor tredje afdeling køres på Ring Djursland. Den snoede og bakkede bane på Jyllands næsetip er en absolut favoritbane for den gamle rallykører, og der er ingen tvivl om, at han vil gøre sit til at sætte standarden for den weekend.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Hansen Racing
  • Padborg Park
  • 29/05/11 - Padborg Park - Special Saloon - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk