Anmeldelser   22/05/11

Vilje til success - bogen om Lars-Christian Brask
- Finanskomet, racerteamleder og eventyrer
Den 27. maj udkommer bogen om Lars-Christian Brask i boghandlere over hele landet. Lars-Christian Brask har i en alder af 48 år prøvet mere end de fleste.

Han har arbejdet for verdens største finanshuse som Robertson Stephens, Merrill Lynch/Bank of America, UBS i New York og London – og har ejet sin egen investeringsbank. Han har fløjet i privatfly og spist med Steve Jobs og mødt Bill Gates, han har ejet restauranter i London, har skabt et af Englands mest succesfulde motorsportshold nogensinde og leveret kørere til Formel 1-klassen. Han har været tourmanager for Aqua, sendt Rene Dif på gåben til Skagen for at indsamle penge til kræftramte børn, samlet flasker i tv-programmet Den hemmelige millionær og er i dag bankdirektør i København.

Hele dette livseventyr – fra ungdomsårene i Roskilde til London, New York og tilbage til Roskilde og København – har Lars-Christian Brask fortalt til journalist Anne Axholm i bogen VILJE TIL SUCCES, som udkommer d. 27. maj.

VILJE TIL SUCCES er fortællingen om en dansk ener, der har levet sine drømme ud. Det er ikke en traditionel biografi, men snarere en inspirationsbog til den håbefulde student, den unge iværksætter og alle dem der tør drømme stort - fyldt med anekdoter, betragtninger, tips og gode råd om, hvordan hvem som helst kan få succes med sit liv og sine mål.

Bogens forfatter Anne Axholm, cand.comm i politisk kommunikation fra RUC, har arbejdet som kultur- og livsstilsredaktør på dagbladet Børsen, hvor hun også var mangeårig politisk reporter. De seneste år har hun også været kommunikationschef i modebranchen og været senior kommunikationsrådgiver for topledelsen hos A.P. Møller-Mærsk. I dag er Anne professionel storyteller med egen virksomhed Axholm & Co.

VILJE TIL SUCCES koster 299 kr. og er på 276 sider.

Usædvanlig karrierestart
Lars-Christian Brask har på mange måder haft en usædvanlig karrierestart for en bank- og investeringsmand. Han voksede op i Himmelev omkring Roskilde, hvor han som teenager dyrkede både fodbold og bordtennis på eliteplan med flere danske og internationale titler i skabet. Mens han læste på Copenhagen Business School tjente han til studierne som rock-promoter og lokal tour-manager for en række af de største danske og internationale navne inkl. Gnags, Kim Larsen, Simple Minds og Bruce Springsteen, men det blev i sidste ende forretningslivet frem for musikken, der trak i Lars-Christian Brask.

International kometkarriere
Han blev ansat i Jyske Bank og fik senere tilbudt et job som børsmægler på Københavns Fondsbørs, og i årene frem til 1990 fik han voksende indflydelse hos forskellige centrale mæglerfirmaer i København. Det var netop i 1990, at Lars-Christian Brasks navn fandt vej til USA, hvor den amerikanske kæmpebank Merrill Lynch havde fået øje på ham og headhuntede ham til London som juniormægler og senere som direktør for aktieafdelingen i London. I 1996 kom den konkurrerende amerikanske investeringsbank Robertson Stephens & Co. på banen og tilbød Lars-Christian Brask partnerskab og chefstillingen i bankens London-afdeling, som de følgende tre år voksede profitabelt fra fire til omkring 70 ansatte. På få år blev banken solgt i to omgange, hvilket betød, at Lars-Christian Brask i alt delte omkring $ 1,3 mia. med de øvrige 49 partnere.

Stifter uafhængig bank i London
I 1999 tog Lars-Christian Brask et nyt afgørende skridt, da han stiftede Brask & Co. som selvstændig britisk investeringsbank. Første kunde var det norsk internetbaserede kreditvurderingsfirma Creditsafe, som Lars-Christian Brask rejste 110 mio. kr. i kapital for, og som han oven i købet var direktør for i to år. Inden Brask & Co. blev solgt videre til islandske Kaupthing Bank i 2003 var banken blevet en etableret investeringsbank på 22 ansatte med speciale i rådgivning af primært unge, teknologibaserede selskaber. Herefter tog han ansættelse i den internationale investeringsgigant UBS og var direktør i London-afdelingen frem til foråret 2005.

Klummeskribent, motorsportholdejer og restaurantkonge i London
Sideløbende var Lars Christian Brask – mens han fortsat boede i London - fast klummeskribent for to af Englands vigtige erhvervsblade, Eurobusiness Magazine og The Independent. Herudover har han været. Herudover har han ejet en af de mest eksklusive og prisbelønnede gourmetrestauranter og er også manden, der i 1998 fik banket ét af verdens største og mest succesfulde motorsportshold på benene. Team Brask har været involveret i alt fra gokarts til Formel 1 og har indtil nu vundet hele 148 løb. Holdet har bl.a. fostret Formel 1-stjernen Giorgio Pantano og Andy Priaulx, mens Lars-Christian Brask i 1999 personligt modtog én af de fornemste hædersbevisninger i britisk motorsport, BRSSC-trofæet, som tidligere er tildelt en række af de største motorsportskoryfæer gennem tiderne.

Tilbage til Danmark
Efter 15 års internationalt eventyr vendte Lars-Christian Brask og familien i 2005 endelig hjem til Danmark, hvor han blev direktør for Carnegie Banks private banking afdeling i København. Siden 2010 har han været direktør for den danske afdeling af den schweiziske velhaverbank EFG Bank.

Københavnerambassadør
Ved siden af bankdirektørjobbet har Lars-Christian Brask i en årrække været medlem af Copenhagen Goodwill Ambassador Corps og var bestyrelsesformand fra 2005-2009. Korpset, der har 15 års jubilæum i år, er stiftet af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity, har til formål at sikre international fokus på København qua et omfattende internationalt netværk af indflydelsesrige udenlandsdanskere.

Herhjemme kendes Lars-Christian Brask bl.a. fra TV2s dokumentarprogrammer De dyre drenge og Den hemmelige millionær samt Hvem vil være millionær.

Have Kommunikation


Læs mere om:
  • Lars-Christian Brask

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde