Danish Endurance Championship   12/05/11

Op og nedture på en flad bane!
DEC - Danish Endurance ChampionshipLørdag den 7. maj deltog Jet Black Racing i første afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park. Det var teamets første optræden på dansk grund så man præsenterede på samme tid alle fremmødte for den nye teamtruck, færdigdekoreret og indrettet efter alle kunstens regler. Bl.a. med en kørerlounge, hvor der kan klædes om samt slappes af mellem de planlagte stints, når man er ude til de krævende langdistanceløb rundt omkring i Europa.

Weekendens kørerbesætning bestod af Anders Majgaard, Ronnie Bremer samt gæstekører og journalist Morten Remar, der faktisk var bagmanden for at Jet Black Racing deltog i weekendens løb. Morten Remar, der tidligere har deltaget i flere sæsoner af Ferrari Challenge, arbejder nu som journalist hos DR og er igang med at forberede et program "Vroom", der skal sendes på DR2 i forbindelse med dette års 24 timers Le Mans. Dette program vil gå helt tæt på nogle af dansk motorsports største talenter, og vil nu også vise optagelser af Jet Black Racings deltagelse i dette års Danish Endurance Championship.


(Foto: Jet Black Racing)

Morten Remar udtalte efter løbet: ”Jeg er rigtig glad i låget efter denne weekend. Det var et meget professionelt team der tog godt imod mig allerede torsdag eftermiddag, hvor jeg prøvede bilen af første gang. Teamet gjorde alt for at jeg kunne finde mig tilpas på alle måder. At der så var nogle tekniske problemer med bilen under løbet, det er jo bare racing når det er værst”.

Første optur for teamet kom allerede under første kvalifikation, hvor Anders Majgaard under sit korte stint satte en hurtig tid og derefter overlod bilen til Ronnie Bremer. Ronnie Bremer fulgte godt op med hurtige tider, men desværre kom for tæt på en forankørende langsom Porsche og ramte denne bagfra i sving 1. Efter dette lille uheld overtog Morten Remar bilen under resten af første kvalifikation.

Første nedtur kom til gengæld allerede under anden kvalifikation, hvor teamet fik slettet alle sine tider med baggrund i overhaling under gult flag. Dette gjorde at Jet Black Racing blot startede som nummer 10 i løbet.

Under opstillingen på startgridden, gik Jet Black Racing teamejeren, den amerikanske heavyrock-stjerne Dan Fastuca, på præmie podiet, og spillede den danske nationalsang på el-guitar.

Da starten gik var Anders Majgaard den første kører i bilen og som altid var der godt med trafik, men Anders Majgaard havde godt fart i bilen og afsluttede sit stint helt planmæssigt som en af de forreste i klassen.

”Det var et rigtigt godt stint jeg fik kørt og bilen fungerede rigtig godt, med god balance og fart. Dog var der lidt uregelmæssig motorgang i slutningen af mit stint”, sagde Anders Majgaard.

Efter Anders Majgaard skulle Morten Remar i bilen, han måtte dog hurtigt returnere til pit igen, da den uregelmæssige motorgang Anders var ude for viste at der var opstået en fejl i det elektriske system. Teamets mekanikere fik dog hurtigt afklaret problemet og bilen kom tilbage på banen igen. Morten satte derefter gode tider og jagten på de forankørende begyndte.

Sidste mand i bilen var Ronnie Bremer som hurtigt fandt en god rytme og kørte stabile omgangstider, og vandt ind på konkurrenterne. Men glæden blev kort da den ene trækaksel knækkede, og dermed var det slut med race i denne weekend.

”Jeg vil gerne takke alle dem som kom og gav os opmuntrende kommentarer, og i nogle tilfælde omtalte det vi har gjort med beundring. Det varmer meget”, udtalte teamejer Dan Fastuca efter løbet. ”Jeg håber der kommer mange til Nürburgring og hepper når vi deltager i ADAC24H i juni måned. Man kan booke tur og overnatning i Jet Black Racing Camp. Der garanteret fest og farver fra torsdag til søndag i lejren, og godt race i det tyske langdistance løb med 220 deltagende biler, 800 kørere og ca. 250.000 tilskuere på denne fantastiske 26 kilometer lange bane”.

Jet Black Racing


Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • Morten Remar
  • Ronnie Bremer
  • Jet Black Racing
  • Padborg Park
  • 07/05/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk