207 Spider Cup DK   25/04/11

Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen
207 Spider CupMed forårssolen strålende fra en skyfri himmel og en frisk vind over banen kunne forholdene næsten ikke blive bedre til årets første løb.
Allerede torsdag havde de fleste benyttet muligheden for at komme til banen og få indrettet sig i teltet. I løbet af eftermiddagen og aftenen var alle biler ankommet og gjort klar til træning fredag morgen.

Lidt efter klokken ni fredag morgen rullede de ni Peugeot Spidere på banen sammen med en masse svenske Radicals og begyndte at få kørt sig ind på banen og dens små finurligheder. Der blev brugt en del tid på finjusteringer, men alle fik kørt tilpas mange omgange til, at de var klar til tidtagningen om eftermiddagen.

På Jyllandsringen skal man være meget opmærksom på, at banen ændrer sig radikalt i løbet af en dag. Derfor kunne det virke lidt overraskende, at bedste kvalifikationstid kun var en tiendedel sekund hurtigere end bedste træningstid. Tiden blev sat af Søren Mosebo, der forbedrede sin træningstid med godt et sekund. Tilsvarende mistede hurtigst mand i træningen, Allan Olsen, næsten et sekund og måtte tage til takke med tredje startplads efter Henrik Jansen. Klassens nyeste deltager, Morten Jensen, måtte lide den tort, at et gearhjul mistede en tand. Heldigvis begrænsede skaden sig til det, så efter et par timers hårdt arbejde kunne bilen igen meldes klar til race.


Allan Olsen og Lasse Bulemand i infight.
(Foto: Gripping Media)

Lørdag morgen oprandt også med strålende solskin og en ekstra frisk østenvind med undertoner fra den sibiriske vinter, så morgenens første opgave med at få fotograferet hele feltet foran teltet sammen med klassens ’grid girls’ fik gåsehuden frem på de bare pigeben.

Første heat blev en spændende affære i første halvdel af løbet, hvor placeringerne skulle afgøres. Søren Mosebo kom bedst fra start, men blev jagtet ihærdigt af Allan Olsen, som i sine bestræbelser også kørte heatets hurtigst omgang. Kampen om tredjepladsen blev en flot fight mellem en af klassens nye kører, Lasse ’Bulemand’ Jakobsen, og unge Rasmus Wendelboe. Det var forfriskende at se ungdommens iver sat op mod en ’ny’ mand, som dog havde nogle års erfaring fra international formelracing.

”Rasmus pressede hele løbet igennem, og da vi strøg gennem sving et og to på sidste omgang, var han helt oppe på nakken af mig”, fortalt Lasse Bulemand bagefter.

Desværre nåede Rasmus ikke meget længere, da en lille fejl resulterede i et spin og en baglæns parkering i samme dækbarrieren. Skaderne var for store til at reparere inden andet heat, men flot og resolut opbakning fra andre kørere har sikret, at Rasmus bliver klar til næste afdeling.


Lasse Bulemand i kanonstart.
(Foto: Gripping Media)

Til dagens andet løb blev startrækkefølgen bestemt af omgangstiderne fra første løb. Det bragte Allan Olsen i pole position med Søren Mosebo ved siden af. I næste række holdt Lasse Bulemand alene, da Rasmus Wendelboe ikke kunne indtage sin plads. Spidercuppen viste en klasseforskel i PR, da klassens grid girls linede op og markerede startpladserne. Da starten gik, skød Lasse frem mellem Søren og Allan og tog teten gennem første sving. Føringen holdt ikke til mål, men det skabte et godt race mellem de tre. Kampen betød også, at Henrik Jansen kunne arbejde sig ind på trekløveret og blande sig i festlighederne med en tredjeplads som resultat. Klassens øvrige deltagere havde ikke den fornødne speed til at kunne følge førerkvartetten til dørs.


Præmieoverrækkelsen efter løbet blev også lidt mere festlig da kørerne fik hjælp til at håndtere pokaler og præmiechecks af pigerne.
(Foto: Gripping Media)

Det var en forrygende god start på sæsonen. De nye kørere viste, at man godt kan komme og blande sig i kampen, hvis man har lidt erfaring i at køre race, og det lover godt for nogle spændende løb hen over sæsonen. Konceptet med at samle alle kørere i samme telt viste sig også at holde, da reparationen af Mortens gearkasse netop viste den hjælpsomhed og det sammenhold, som var målet.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 23/04/11 - Jyllandsringen - 207 Spider Cup DK - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk