WTCC   19/03/11

Michel Nykjær sikrede sig pole position
Alt gik lige efter bogen for Michel Nykjær, da der lørdag aften dansk tid blev kørt tidtagning forud for søndagens indledende VM-afdeling for standardvogne. Racerkøreren fra Næstved sikrede sig sæsonens første pole position til det andet af søndagens løb, mens han skal starte som nummer fire i det første løb.

I den første tidtagning gjaldt det om at komme iblandt de ti første, som gik videre til den anden tidtagning, og det skete lige akkurat.

”Det var lidt presset i den første tidtagning. Jeg havde nogle forskellige forsøg og lavede nogle småfejl på de fleste omgange, og så lavede jeg et forsøg til sidst, hvor jeg kappede en tiendedel af min tid i hver sektor,” fortæller Michel Nykjær, der avancerede fra 12. til 10. pladsen. ”Jeg var meget nervøs, for jeg vidste ikke, om jeg var ude eller inde, men heldigvis kunne jeg sætte tiendebedste tid og komme videre, og så gav det så også pole position til andet løb i morgen.”

I den anden tidtagning fik tempoet yderligere en tand opad, og her var køreren fra Pole Position Denmark i stand til at følge med.


Det står pole position på Michel Nykjærs bil, og sådan en sikrede han sig under lørdagens tidtagning
(Foto: FIA WTCC)

”I anden tidtagning havde jeg to nye og to næste nye dæk på, og så var det bare om at hænge på nogle af andre og prøve at køre en god tid. Jeg pressede forskellige steder på banen, og det gav pote. Sidste år lærte jeg, at det er vigtigt at presse mere og mere for hver gang, man går videre, for tempoet går bare op,” siger Michel Nykjær, der endte som fjerdehurtigste kører. Ikke nok med det. Sydsjællænderen sluttede dels som bedste privatkører, dels som den bedste deltager med den ældre type motorer.

”Vi har afskrevet at følge dem med de nye motorer og vil bare gøre det så godt som muligt,” siger han. ”Jeg er bedste Seat-kører, og det er ikke hver dag, man kører fra de to gamle Formel 1-kørere Tarquini og Monteiro. Det er dejligt med sådan et resultat. Vi er rigtigt glade!”

De to løb søndag starter henholdsvis klokken 17.05 og 18.20 dansk tid.

Pole Position Denmark


Læs mere om:
  • Michel Nykjær
  • Pole Position Denmark
  • Curitiba
  • 20/03/11 - Curitiba - WTCC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk